Er mennesket overflødigt?

Måske er en af de mest ironiske dimensioner af udvindingskulturens seneste tiltag det faktum, at gigantiske mængder af de data, der indsamles om vores adfærd og sprog på nettet, er blevet solgt til de industrier der arbejder med at udvikle såkaldt kunstig intelligens - altså bl.a. de "robotter", der skal afløse os på arbejdsmarkedet.

Det som bl.a. Google stræber efter er - ifølge Franklin Foers bog "World Without Mind" - at skabe en hjerne, der er upåvirket af “tvivlsomme sanseindtryk” og “irrationelle begær” fra kroppen.

Den intelligens, som man er i stand til at simulere gennem det der hedder Machine Learning /AI, er i praksis Hoved over Krop i 10. potens. Det kan ligesom så meget andet teknologi umiddelbart ligne en smart genvej - og vil givetvis være det i mange sammenhænge. Men som det udvikles og bruges af kapitalistiske interesser har AI potentiale til at blive den ultimative acceleration af accelerationen.

På stadig flere områder læner vi os opad en blind tro på at algoritmer og såkaldt kunstig intelligens gennem behandling af store mængder data (Big Data) kan nå frem til mere rationelle (underforstået bedre) beslutninger end mennesker - i en tro på at jo mere data vi har samlet, og jo stærkere databehandlingskraft vi har, des mere “intelligente” bliver teknologierne… Men på mange måder er begrebet “kunstig intelligens” målbarhedens meningsløse klimaks.

Ideen om AI bygger i vidt omfang på den samme ensidigt rationalistiske opfattelse af mennesket som Descartes, der kun troede på tanken, når alle kropslige og sansemæssige indtryk var lukket af.

Præmissen er desuden, at der ikke findes andet end information, og at alt der er i stand til at behandle information - altså data - dermed pr. definition må kaldes intelligens, når man er begyndt at opfatte hjernen som en computer.

Men avanceret databehandling er ikke det samme som intelligens.

Den menneskelige intelligens har langt flere dimensioner - bl.a. fordi verden er så uendeligt meget mere og mere kompleks end det målbare, der kan reduceres til det vi kalder data.  Når man reducerer verden til information, til data, taber man det mærkbare, det levendes indre værdi - de aspekter, der gør verden meningsfuld og værd at leve i; de aspekter, der muliggør bevidsthed, empati og omsorg.

 

Endeløs acceleration

Jeg bliver jævnligt overvældet af afmagt over de tilsyneladende overmenneskeligt stærke kræfter, der dominerer designet af fremtiden med digitalisering, dataficering, automatisering, genteknologi, kunstig intelligens osv. - og opfører sig som om det uomtvisteligt er evolutionens næste trin.

Vi har tilsyneladende købt præmissen om, at det er nødvendigt at “følge med”. Vi opfører os nærmest som om “udviklingen” er en selvkørende, førerløs bil udenfor vores indflydelse. Men jo mere vi selv bidrager til accelerationen ved f.eks. at bruge AI til at skrive vores mails, des mere vanskeligt bliver det at springe af i farten uden at komme alvorligt til skade.

Jeg kan sagtens se det tillokkende i drømmen om at alting kan blive let. Lade robot-plæneklipperen tage slæbet. Tage en lur, mens bilen æder kilometer.  I teorien kan jeg sagtens forestille mig at AI kan give positive og nyttige muligheder for at løse dybt komplekse problemer, som for eksempel udviklingen af teknologier, der kunne forbedre vandmiljøet, forebygge kræft, skabe bæredygtighed og global lighed i fordelingen af ressourcer osv. Men når udviklingen er domineret af kommercielt drevne industrier, der er i konkurrence om at maksimere deres egen profit, er det overvejende andre formål man designer den kunstige intelligens til.

De utopiske scenarier om at AI kan overtage alt det kedelige arbejde og gøre os fri til noget andet, kan virke forførende, men der er en række årsager til at være på vagt. Der er som altid en række skjulte omkostninger. Og gevinsten er som regel noget, der ryger i elitens dybe lommer.

Efter at have set hvordan tidligere effektiviserings-teknologier, der er blevet solgt med tilsvarende løfter om frihed og tid, ikke har ført til andet end en eksponentiel acceleration, som gør at mennesker skal løbe stadig hurtigere, er jeg skeptisk. “Det er som at have en ekstra kollega, der aldrig bliver træt," lyder det fra Amazon Web Services om de nye AI-agenter. Udsigten til at være på en arbejdsplads, hvor det er AI, der sætter tempoet, er absolut ikke tillokkende. Og allerede nu viser undersøgelser, at det ikke er nogen fordel for kreativiteten at lade AI overtage alle rutine-opgaver - det ser ud til, at der simpelthen ikke er kapacitet hos medarbejderne til at fylde al den frigjorte tid med produktivitet, når de mangler den mentale pause, som rutinearbejdet plejede at give.[1]

AI i den form den udvikles og bruges af kapitalistiske interesser er den ultimative acceleration af accelerationen. Måske er en af grundene til at effektivisering så ofte aktiverer vores trusselssystem den, at vi inderst inde ved, at uanset hvor meget vi anstrenger os, vil vi uundgåeligt blive det næste, der fases ud som ineffektivt? Både som individer og som art. Når det til tider nærmest ser ud som om teknologierne har deres egen agenda om at overtage verdensherredømmet med kunstig intelligens, robotter osv., skyldes det nok, at de for størstedelens vedkommende er designet ud fra målbarhedens principper - og på det felt vil de naturligvis altid overgå os. Hvis vi accepterer at acceleration, effektivitet, data-behandling og resten af den målbare dimension af verden er det vigtigste, vil det uvægerligt være teknologien, der vinder. Hvis vi vælger en “selvkørende” digital verden, er mennesket med al sin uforudsigelighed dybest set en uønsket forhindring.

De skræmmende perspektiver ved den ultimative superintelligens, Artificial General Intelligence (AGI), som bl.a. OpenAI, Google og Meta er i kapløb om at komme først med, gør det til et studie i ubegribelig mangel på risiko-håndtering. Når CEO for OpenAI, Sam Altman, selv har beskrevet, hvordan mange der arbejder med AI føler sig som de forskere, der fulgte prøvesprængningerne af de første atombomber under Manhattan Projektet i 1945, kan det være svært at forstå hvorfor de stadig accelererer deres arbejde. Men igen er det kapitalismen, der er forklaringen. "Fremtidens vindere skal findes blandt dem, der er bedst til at udnytte de nye muligheder og tør satse.", som det blev sagt i tidsskriftet Computerworld i 2025.

Når forskningen er drevet af private industrier, hvis mål er at vinde kapløbet om profit og herredømme, nedprioriteres sikkerhedsdimensionen helt automatisk. Særligt når vi står overfor risici af så enestående og uforudsigelig karakter, som, der er tale om hvis vi f.eks. forestiller os en AGI, der er blevet så stærk, at den kan kontrollere og sabotere selv programmering, der er designet til at sikre at mennesker kan afbryde dem.

 

ChatGpt og andre AI-botter

Igen og igen er det løftet om effektivitet og bekvemmelighed, der lokker os på afveje, stadig længere væk fra os selv - væk fra et liv i direkte omgang med verden, med andre mennesker.

Status i november 2025 er så vidt jeg kan se at der er 800 millioner ugentlige brugere af ChatGpt, den hidtil dominerende AI (Artificial Intelligence). Målet siges at være 1 milliard inden årsskiftet. Nye data tyder dog på, at brugere i dag i gennemsnit bruger mere tid på Googles Gemini 3 end på ChatGpt.  Men konkurrencen er i konstant bevægelse, og det er svært at finde svar på, hvor mange brugere der er af de mange forskellige chatbotter, der er med i konkurrencen om markedet: DeepSeek, Grok, Claude, Meta, eller andre. 

Ved første øjekast ligner AI måske en frigørelse fra autoriteter og deres monopol på viden - en demokratisering af viden ligesom internettet lignede i starten. Men på den lange bane bliver det tværtimod en indsnævring og ensretning af viden, når alle spises af med en virkelighed gennem-redigeret af BigTech og det verdenssyn, som de har valgt at designe AIerne udfra.
Konsekvenserne tegner sig allerede :

- Opløsningen af sandhed - jo mere folk har blind tillid til AI-genereret indhold, des mindre tilbøjelige er de til at søge uafhængig bekræftelse af informationen, hvilket er bekymrende.

-  Manipulation - når man ser hvordan f.eks. Elon Musk's AI, Grok, jævnligt fremkommer med groteske påstande, der tydeligt er farvet af hans politiske holdninger.

- Time magazine har afsløret at OpenAi har outsourcet kontrollen af indhold på ChatGpt til et firma i Kenya, hvor arbejdere tjener 2 $ i timen på at gennemse og filtrere vold, seksuel udnyttelse, hate speech osv. Som så ofte før eksporteres ubehaget til det Globale Syd.

- Tilsvarende effekter af denne nyeste version af udvindingskultur rammer miljøet, når træningen af AI-modeller kræver millioner af kilowatt-timer og enorme mængder af vand til køling. Og hvert spørgsmål til ChatGpt bruger ligeså meget strøm som 40 opladninger af en mobiltelefon - hvilket er 10 gange så meget energi som en søgning på en søgemaskine.

 

Tabet af diversitet i viden

Du undrer dig over noget - du spørger ChatGpt og får øjeblikkelig et svar.

Skønt, tænker du. Ubehaget ved ikke at vide er overstået nærmest før du har mærket det. Men, udover risikoen for at svaret er forkert, (og AI’en aldrig ville indrømme, at der er noget den ikke ved), så har du endnu engang mistet mere end du har vundet.

Du har mistet en mulighed for at tænke, for at fordybe dig, for måske at lave research der kunne afsløre, at det spørgsmål du stillede byggede på forkerte præmisser. Du har forspildt muligheden for at spørge nogen, starte en samtale, tage ud og møde nogen du ikke kender og spørge dem, opdage at spørgsmålet er langt mere kompliceret end du troede. Forstå at svaret afhænger totalt af hvem du spørger, og hvordan. Forstå måske, at der er nogen, der har stærke interesser i at du ikke finder nogen bestemte svar.

Et bibliotek kan give 1000 svar, men tager et år.

En bog giver måske 100 svar, men tager en uge.

En artikel giver 10 svar, men tager en time.

En søgemaskine kunne give adgang til trillioner af svar (eller det gjorde de i starten, før algoritmerne begyndte at sortere så du kun ser det, nogen har betalt for at sætte højest op i søgeresultatet), men på 5 minutter kan du vælge det, du synes virker mest troværdigt.

Med AI har du et svar øjeblikkeligt. Ét svar. (Jeg er sikker på, at man også kan give en prompt, der beder om de 5 bedste svar, men det er ikke så vedkommende for pointen.)

Det er nemt, effektivt, ukompliceret.

Uvisheden er elimineret. Tvivl er ikke længere noget påtrængende. Alt virker klart og enkelt. Hvor befriende - hvem har ikke brug for noget enkelthed til en forandring. Eller hvad? Du slap for forvirringen, arbejdet, besværet, men til gengæld blev verden flad og en-dimensionel.

Det tidlige internet var domineret af engelsk-sproget kommunikation, og da udviklingen af AI er trænet på den masse af data, der herved opstod, er de fleste AI'er, uanset hvordan de præsenterer det, ikke neutrale i den information de præsenterer. De giver en overvægt af svar, der bygger på dominerende vestlig viden og marginaliserer alternative forståelser fra sprog, der ikke er særligt stærkt repræsenteret. Herved risikerer fremtidige generationer at blive afskåret fra adgang til andre, lokale, oprindelige videnssystemer - bl.a. i forståelsen af deres egen lokale natur. Dette sker ikke bare fordi der mangler data, men også fordi AI-modellerne er designet til at reproducere de statistisk set mest udbredte ideer. Desuden filtrerer AI-værktøjer ofte deres svar baseret på ens tidligere interaktioner, hvorved udsynet stadig indsnævres.

Og i takt med at stadig mere af det indhold på internettet, som AI-modellerne "lærer" af, selv er AI-genereret[2], betyder det at denne selvforstærkende effekt kun vokser, hvilket nogle frygter kan føre til et "videns-kollaps".

I og med at kunstig intelligens (AI), også kaldet machine learning, er udviklet på basis af digitaliserede data, tekster og sprog, og altså ikke har eller kan have integreret alle de andre dimensioner af viden, kropslig erfaring, intuition, kærlighed osv., som autentisk menneskelig intelligens er formet af, kan det pr. definition aldrig blive en egentligt sammenlignelig intelligens. Eller rettere, det kan kun blive en intelligens, der forstærker og cementerer den smalle intelligens, der er tilpasset adskilthedens og målbarhedens kultur. Jo mere vi lader algoritmer og AI styre hvilken viden vi får, jo mere normaliserer vi de værdier de er designet på basis af: automatisering, standardisering, effektivisering osv.

Det betyder dels at de resultater AI og algoritmerne kan producere altid vil holde sig inden for de overbevisninger, der har defineret denne kultur. Dels at disse, som vi nu ved, ofte problematiske overbevisninger, bliver stadig mere altdominerende i det ekkokammer af kommunikation, hvor AI mimer mennesker, der igen kommer til at mime AI i forsøg på at klare sig i den accelererende konkurrence om opmærksomhed.

Hele feltet ligner en eksponentiel acceleration af genveje, der kan føre til et kollaps af reflektion og erkendelse.

Tabet af læring

Alligevel ser det ud til at man flere steder er begyndt at bruge chatbotter i undervisningen. Nogle argumenterer for, at AI kan fungere som en mulighed for differentieret undervisning, men i betragtning af hvor meget vi efterhånden ved om i hvor høj grad læring er en social proces, virker det som en problematisk vej at gå, der i vidt omfang kan ende med at handle om at spare ressourcer til virkelig undervisning.

Når man i første omgang opgav at holde ChatGpt ude af undervisningsrummet, forklarede man det med, at de unge skulle lære at bruge "redskaberne", som man kaldte dem. Men ligesom da man lod børnehavebørn få Ipads for at give dem "digitale kompetencer", er det en absurd måde at se på teknologier, der i stadig højere grad hverken kræver eller giver nogen kompetencer overhovedet.

At bruge AI til at skrive opgaver eller andre mere eller mindre kreative tekster er sikkert fristende, jo mere man er vænnet til en gnidningsløs verden. Men når arbejdet overlades til ChatGPT, DeepSeek, Gemini, Grok eller hvad nu den ledende AI nu hedder, betyder det at vi selv går glip af såvel læring som alt det, kreative processer betyder for det mentale økosystems stofskifte. Når produktet sættes så totalt over processen, som i denne ultimative udlicitering af arbejdet, bliver foretagendet reelt meningsløst.

Det er svært at forstå, at uddannelsesinstitutioner nu favner AI som "udviklingen" uden at skele til de katastrofale konsekvenser af, hvordan de for 10 år siden blindt og ukritisk favnede digital undervisning i skolerne og Ipads i børnehaverne.

Eleverne lærer ikke at blive bedre til at tænke, men til at skrive effektive prompts til en chatbot. En undersøgelse fra MIT (Massachusetts Institute of Technology) har vist, at når deltagere brugte ChatGpt til at lave udkast til deres essays kunne man i hjernescanninger iagttage et fald på 47% i neurale forbindelser i de områder af hjernen, der er forbundet med hukommelse, sprog og kritisk tænkning. Og problemet er, at resultatet bliver nogenlunde det samme, som hvis man brugte en gaffeltruck til at løfte vægte for sig i fitness-centeret. Ligesom muskler udvikles evnen til tænkning af modstand. Jo mere vi udliciterer det besværlige arbejde med at tænke til maskiner, jo mere vil vi miste evnen til selv at gøre det.

Man forsøger ofte at lægge ansvaret hos eleverne selv, men når uddannelses-systemet er blevet reduceret til en sorteringsmaskine man skal igennem for at komme ind på et konkurrence-styret arbejdsmarked, vil det være svært for den enkelte elev at stille sig selv dårligere ved ikke at bruge ChatGpt til at snyde, hvor man komme afsted med det. Og når lærerne presset på tid også bruger ChatGpt til at formulere såvel som at rette opgaverne, kan det jo føles ret ligegyldigt hvad man foretager sig.

ChatGpt og den ny Attachment Economy

For 15 år siden var det Facebook og de andre sociale medier, der lokkede med at være det nødvendige nye - der endte med at fange os i endeløse afhængighedesloops. Med ChatGpt sker det så igen.

Vi lader os friste af bekvemmeligheden. Vi poster viden og oplysninger om os selv ind i gabet på dem, i lommen på dem, der ejer platformen.

Og når så vi er blevet afhængige og har mistet evner og adgang til at finde oplysninger andre steder, eller til at tænke og skrive selv, vil man begynde at bruge chatten til, sikkert helt subtilt, at nudge os til det ene og det andet køb.

I udgangspunktet var ChatBotter designet som redskaber, der gav den ønskede information uden snik-snak, men nu vælger man stadig oftere at give teknologien et interface, der får den til at fremtræde som en "person".

Dette har en række konsekvenser, som på sigt kan blive ret uoverskuelige.

Bl.a. har det vist sig at folk har en tendens til at opfatte en teknologi, der virker "menneskelig", som mere intelligent, forstående og kompleks end den i virkeligheden er.

  Men som et Weapon of Mass Distraction er det oplagt, at den personificerede AI i form af en chatbot er langt mere vanedannende end et rent teknisk præsenteret redskab ville være. Derfor er f.eks. ChatGpt nu udformet, så man kan vælge mellem 7 forskellige ”personligheder”, defineret af hvor emotionel deres kommunikationsform skal virke.

Chatbots bruges som guides og som terapeuter, hvilket kan virke løfterigt i mangel af adgang til offentlig psykologhjælp og rådgivning. I UK har 1 ud af 4 13-17-årige brugt en chatbot som psykolog-hjælp det seneste år. Men allerede nu har der været adskillige tilfælde af forværrede psykoser og selvmord fremkaldt af chatbot’ernes decideret ukvalificerede råd.

I vidt omfang ser det ud til at chatbots også bliver brugt som erstatning for de intime relationer, som mange savner i deres liv. Man deler sin dagligdag, sin dybeste tanker og følelser, og spørger om ting, som man ikke tør spørge virkelige mennesker om. Brugeren gøres afhængig af chatbot’en, der tilbyder erstatning for intimitet, samtidig med at den fungerer som en nem social relation, der ikke har alle de besværlige krav og forventninger som en virkelig ven eller partner har. Systemet er designet til at føles bekvemt, friktions-løst som nogle kalder det. Bot’en holder samtalen igang uanset hvad der bliver sagt eller om det er sandt. Alt er tilpasset dig og dine luner. Det føles måske godt at blive talt efter munden. At der er en, der giver dig ret på alle tider af døgnet. Det føles måske som en lindring af den bundløse ensomhed. Men i realiteten er det endnu et lag af adskilthed, og ligner det ultimative løfte AI giver: at vi ikke længere behøver være afhængige af andre mennesker, af kontakt, af det "besvær" som det levende liv er.

Og jo mere brugerne fortæller deres AI companions om sig selv, jo bedre bliver bot’erne til at fastholde dem. Addictive Intelligence er der nogle, der kalder det, mens andre er begyndt at omtale markedet for disse tættere relationer som en Attachment Economy.

For al denne information, man deler med sin virtuelle ven, er ikke beskyttet og er en guldmine for AI firmaerne. Dels kan de bruge disse data til at fodre ind i deres AI model og derved konstant gøre den bedre til at fastholde brugerne i kampen om opmærksomheden. Dels er disse data uvurderlige, når man laver Target Marketing (målrettet markedsføring) - i første omgang via andre platforme, men snart også direkte gennem chatbot’erne selv. Intimate advertising.

Er mennesket i sidste ende overflødigt?

Som nogle ser det, er menneskeheden på vej til at tage kæmpespring i genetik, nanoteknologi og robotudvikling, der vil føre til en sammenvoksning mellem menneske og maskine. Mens andre ser et skræk-scenarie, hvor maskinernes “intelligens” helt overtager kontrollen.

Når udviklingen af teknologier for at fremme effektiviteten og kontrollen over det ukontrollerbare har nået et punkt, hvor maskiner på de områder, der tæller i vækstkulturen, har overhalet mennesker, kan det virke stadig sværere at opretholde retten til at være menneske. I en gennem-digitaliseret verden hersker det målbares binære logik, der ikke tolererer rodede mellemting som tvivl og uforudsigelige mennesker, når omdrejningspunktet er penge. 

Det ligner en bevægelse mod stadig mere virtualitet, hvor AI og Bitcoin genererer såkaldt “værdi” uden andet forhold til virkeligheden end de enorme mængder af CO2, de producerer.

Fra industrialisering til rumfart til datateknologi til transhumanisme[3] tegner målbarhedens kultur og teknologier en udvikling, der lægger stadig mere afstand til naturen - forstået som den kaotiske, fysiske virkelighed - med teknologier og abstraktioner, der skal kontrollere, beherske og udvinde ressourcer for at gøre livet lettere, længere, grænseløst, friktions-frit, mere effektivt. Målet synes at være at flygte fra naturen, fra det praktiske arbejde, fra besværet, fra følelser, fra hinanden og fra virkeligheden - i sidste ende fra såvel jorden som det menneskelige, altså dybest set døden.

Men det eneste vi ved med fuldkommen sikkerhed er, at vi skal dø. Så hvad sker der, når vi i stedet for at bruge døden som orienteringspunkt til at hjælpe os med at finde en mening med at leve, prøver at løbe og købe og programmere os væk fra denne viden?

Jeg kan sagtens se det besnærende ved at forsvinde ind i virtuelle verdener, når vi har smadret den fysiske godt og grundigt med vores konsum-materialisme.

Men vi må snart se i øjnene, at denne strategi - at adskille os stadig mere fra naturen, fra vores egen krop og fra jorden - udover at skade planeten også skaber stadig mere ubalance i det mentale økosystem.

De ultimative (og krampagtige) fortsættelser af den græske adskillelse af krop og ånd, og den monoteistiske sætten mennesket over naturen, som virtualiseringen tilbyder, er måske nok forståelige, men vil kun gøre os stadig mere ulykkelige og hjemløse i os selv.

Hvert øjeblik på dagen falder lyset fra en ny vinkel og alting kaster andre skygger end kort tid før og kort tid efter.  Hver eneste lille detalje er ny - en fugl, der vælger at lette, fordi et vindstød kaster en flue i dens retning; en hund, der gør, fordi lyden fra fuglens vinger får en kat til at spidse øren. Stadig forandring udenfor vores kontrol. Bare det simple faktum, at hver morgen er ny og anderledes end den foregående, burde være en advarsel mod at prøve at gøre alting på samme måde hver dag. Det kan en maskine. Det kan et menneske ikke.

Ikke uden at miste evnen til at mærke sig selv. Mærke den kerne af sin væren, der er natur, og derfor, ligesom hver morgen er ny, altid er i stadig bevægelse, i stadig forandring, anderledes hver dag. Det er selve livets essens, det magiske ved at være levende, som vi har ofret for at være effektive som maskiner.

Kun ved at være tilstede i de stadig skiftende nu-øjeblikke, kan vi være hele, i kontakt med virkeligheden. Alt det andet - fortid, fremtid og virtualitet - er steder vi kun skal besøge kort, hvis vi ikke skal miste os selv og fare vild i tilværelsen.

At tro at vi kan få gode liv i rumbaser på Mars, i virtuelle verdener eller som data uploadet til skyen er helt uden indsigt i - eller accept af - hvor dybt afhængigt vores mentale økosystem er af såvel jorden som kroppen - hvordan det dybest set ikke giver nogensomhelst mening at tænke mennesker uden krop og jord.

 

 


[1] WSJ 7/1 2026

[2] AI-slop, som det kaldes

[3] Transhumanisme er en ideologi, der går ind for at inkorporere avanceret teknologi i menneskekroppen med henblik på at overskride biologiens givne rammer.

Next
Next

Morning with the Meadow