Det angstindustrielle kompleks

/ The fear-industry

First published in Information – Febr. 13 2008

Hvad er du bange for?

11. september 2001 udløste et anfald af kulturel panikangst i hele den vestlige verden. Et anfald, der sendte os ud i en panisk jagt på sikkerhed, hvor alt, hvad vi gør for at forsvare os, i virkeligheden er fuldkommen parallelt til de symptomer, et angstramt individ udviser: Overdreven kontrol.

Vi lever i en verden, der på mange måder er præget og plaget af frygt – på det personlige såvel som det offentlige plan. Tidens erklæret største risiko og trussel – efter klimaet – er terror, der direkte oversat betyder frygt. Men for tiden ser det ud til, at man kan piske en panikagtig stemning op over stort set hvad som helst – og motivere en lind strøm af øget overvågning og kontrol.

For at sætte sagen på spidsen, vil jeg vove den påstand, at 11. september 2001 udløste et anfald af kulturel panikangst i hele den vestlige verden. Et anfald, der sendte os ud i en panisk jagt på sikkerhed, hvor alt, hvad vi gør for at forsvare os, i virkeligheden er fuldkommen parallelt til de symptomer, et angstramt individ udviser: Overdreven kontrol. Manglende vilje til at se virkeligheden i øjnene. Forsøg på at undgå angstprovokerende situationer.

Vi behandler terroren med den hårdeste lokale medicin, nøjagtigt som vi medicinerer os ud af den personlige angst. Og som alverdens fobikere indretter vi en verden, der bliver stadig mindre, for at undgå at blive ramt af angsten.

Enhver trussel, der skaber utryghed, gør vi, hvad vi kan for at bekæmpe med kontrol og overvågning. Samtidig med at alle disse kontrollerende tiltag i vid udstrækning snarere cementerer en tilstand af konstant utryghed og mistillid. Den vestlige verden er på den måde fanget i en ond cirkel, hvor vi ikke kan andet end at øge kontrollen, hvis vi vil undgå anklagen om at sætte sikkerheden over styr. Men jo mere kontrol, der skal til for at skabe tryghed, des mindre bliver det frie handlingsrum, der er tilbage. Friheden og tilliden bliver ofret i jagten på tryghed.

Det gælder både det neurotiske sind og det terror-truede samfund. Vi er villige til hvad som helst, hvis det kan give os en følelse af tryghed. Og det har åbnet et kæmpe marked fuldt af udviklingsmuligheder.

Angstindustrien

Ligesom våbenindustriens vækst igen og igen gennem historien har vendt skuden for lande og kulturer i krise, ser vi i disse år en angst-industri tage form.

Angsten er kort og godt blevet omdrejningspunkt i den største økonomi siden it-boblen.

Her blot et udvalg af de mange industrier, der på en gang lever af og bidrager til frygtens kultur:

En sikkerhedsindustri, der sælger våben, sikkerhedsudstyr, overlevelsesudstyr, alarmer, overvågning, data-tracking, bio-metrisk udstyr osv. osv. Det, der i USA hedder Homeland Security er på de første fem år siden 2001 blevet en branche, der overgår garvede brancher som film og musik i indtjening. Til sikkerhedsindustrien regnes også de private ‘security contractors’ som Blackwater (der i alt har indgået sikkerhedskontrakter med staten til en værdi af 1 milliard dollar) og Halliburton, der tilbyder alt fra vagter til professionelle soldater og spioner. The Office of the Director of National Intelligence (ODNI) afslørede f.eks i maj, at 70 procent af efterretningsbudgettet i USA nu går til private firmaer.

Udover disse helt oplagte angstindustrier, er en lang række andre direkte forbundet med angstøkonomien:

En medicinalindustri, der dels sælger forhåbninger om at udsætte døden, dels de direkte angstdæmpende midler; samt naturligvis er en vigtig spiller i alle overvejelser omkring biologisk krigsførelse, hvor tilgængeligheden af de rette vacciner kan blive afgørende.

En forsikringsindustri, der sælger drømmen om tryghed ved hjælp af frygten for tab.

En pensionsindustri, der også lever af vores bekymring og angst for fremtiden.

En terapiindustri, der lever af den privatiserede angst.

En underholdningsindustri, der lever af dels at pirre vores angst med thrills og gys, dels at dulme vores angst med distraktion og feel-good.

En medieindustri, der lever af at formidle katastrofer og skrækscenarier.

Angsten som magtmiddel

Derudover er angsten blevet et magtmiddel, som dygtige manipulatorer fra bin Laden til Dick Cheney bruger efter forgodtbefindende til at sætte deres vilje igennem for politisk, religiøs, ideologisk, magtmæssig eller økonomisk vindings skyld. Den er blevet et stærkt argument for øget overvågning og kontrol, begrænsninger overfor indvandring, øgede våbenbudgetter, øget centralstyring, terrorlove, torturtolerance osv.

Hvor Eisenhower i 1961 advarede imod det militær-industrielle kompleks (det fænomen, at en sammenvævning af industriens, militærets, embedsmænds og politikeres interesser skaber en øget produktion af stadig nye våben), virker det i dag nærliggende at pege på et angst-industrielt kompleks.

Hvis sammenblandingen af politiske interesser med økonomiske interesser fra særligt sikkerhedsindustrien går for vidt, kan det føre til en veritabel angstspiral, der har alvorlige konsekvenser for de grundlæggende sociale mekanismer som tillid og tolerance, der er afgørende for opretholdelsen af en demokratisk kultur.

Frygtens kultur

Frank Furedi, der er professor i sociologi ved universitetet i Kent, stiller skarpt på angsten og dens rolle i samfundet i form af det, han kalder “frygtens kultur”. I bøgerne Culture of Fear, Politics of Fear og senest Invitation to Terror, beskriver han, hvordan frygten i vid udstrækning er blevet de briller, vi ser verden igennem. Fra bekymringer om fremtiden, over frygten for usunde madvarer og rentestigninger, til angsten for klimatruslen. Vi frygter det værste – lige meget, om vi er dem, der frygter de fremmede eller dem, der frygter konsekvenserne af angsten for de fremmede.

Furedi beskriver, hvordan en lang række sikkerhedspolitiske beslutninger i USA de seneste år er taget udfra det han kalder en ‘possibilistisk’ logik. At der er opstået en udbredt sammenblanding af, hvad der kunne gå galt, med hvad, det er sandsynligt, at der går galt. Således at vi dybest set har sat os i en situation, hvor vi ikke kan andet end at prøve at forebygge alt, hvad vi overhovedet kan forestille os af trusler. Som Donald Rumsfeld har sagt om masseødelæggelsesvåben i Irak: “The absence of evidence is not an evidence of absence.” (“Fraværet af beviser er ikke et bevis på fravær.”)

Udover at det logisk set er korrekt, at fraværet af en trussel er vanskeligt at bevise, er det dybt problematisk at bygge sin sikkerhedspolitik på en tankegang, der ikke længere kræver beviser for at skride til handling.

Skrækscenarier, eller…

Hvis en hel verden kan gå i krig på baggrund af en enkelt mands løgne om en foderstof-fabriks evne til at fremstille masseødelæggelsesvåben – eller være på nippet til det, fordi nogle fillippinske knægte fjoller med en skibsradio – er hårde facts tydeligvis ikke længere det afgørende. Til gengæld har fiktionen fået en vigtig rolle – nemlig den at forsyne amerikanske strateger med de skrækscenarier, som de mener, de har brug for til at kunne forebygge et nyt 11. september.

Frank Furedi har beskrevet, hvordan politikerne beder filmfolk udtænke mulige skrækscenarier som redskab til at forberede en strategi for forsvaret. Hvis noget er virkeligt skræmmende, må det være, hvordan enorme forsvars- og sikkerhedsbudgetter allokeres og retfærdiggøres gennem fiktive skrækscenarier.

Hvis vi ikke snart fordrer bare et minimum af rationalitet og positivisme i vurderingen af trusler, men accepterer en verden, hvor fiktionaliseringer gennemsyrer politik, økonomi og krig, giver vi ganske enkelt angsten – og dens interessenter – et urimeligt stort råderum.

I lyset af den magt, angsten kan have over vores sociale rum og vores holdninger til de basale frihedsrettigheder, er det afgørende at få råbt vagt i gevær over det angst-industrielle kompleks. Det er på tide at generobre det mentale rum ved at afvise skrækscenarier og angstpropaganda. Ved at afvise øget kontrol og overvågning. Kun sådan kan vi i det lange løb bevare et stærkt demokrati.

Hvad er du bange for?

11. september 2001 udløste et anfald af kulturel panikangst i hele den vestlige verden. Et anfald, der sendte os ud i en panisk jagt på sikkerhed, hvor alt, hvad vi gør for at forsvare os, i virkeligheden er fuldkommen parallelt til de symptomer, et angstramt individ udviser: Overdreven kontrol
This entry was posted in Mental Bæredygtighed. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *