Kunsten der skal ind fra kulden

Kunstrådets opgave er at sørge for at der kommer billeder op at hænge – ikke at der er tændt for varmen. Det udtalte det nye Kunstråds formand, Mads Øvlisen, i Politiken 21/1 2008. Dette er en prioritering, der i første omgang hårdest har ramt Den Frie Udstillingsbygning og Plex – Københavns Musikteater, hvor jeg selv var chef, indtil jeg som svar på nedskæringen valgte at sige min stilling op. Efter en halvering af bevillingen, kunne jeg ikke se hvordan jeg skulle kunne gennemføre den kunstneriske vision om et tværkunstnerisk udviklingscenter. Ligesom jeg oplevede det som meget vanskelige arbejdsvilkår, at skulle nedjustere en virksomhed fra 8 til 4 millioner med et halvt års varsel – uden at Kunstrådet ville gå ind i en dialog om konsekvenserne.

I mine mest positive øjeblikke har jeg tænkt, at den eneste fornuftige forklaring på Kunstrådets nye politik måtte være, at man havde satset på, at den ville medføre et ramaskrig, der kunne få regeringen til at hæve bevillingen til Kunstrådet. Men hvis det virkelig hang sådan sammen, har det jo så vist sig, at man har gjort regning uden vært. Ramaskriget er desværre stort set udeblevet. Og Plex lever – i kraft af Bestyrelsens offervilje – videre i en stærkt reduceret form.

Alligevel synes jeg at denne beslutning om at nedprioritere støtten til drift giver anledning til en mere overordnet diskussion om formålet med kunststøtten. Ligger der en overordnet strategi, der bygger på en analyse af formål, mission og vision – eller er støtten nærmere at betragte som nådige gaver til mere eller mindre tilfældigt udvalgte ? Udfra den seneste tids begivenheder kunne man frygte, at det sidste er den mest præcise beskrivelse. Og det betyder at såvel kultur-livet som kultur-støtten gør sig selv til meget sårbare størrelser. Når der mangler overordnede strategier og langsigtet planlægning, risikerer man i alt for høj grad, at resultatet dels bliver en zigzag-kurs af meget svingende kvalitet – dels at der spildes enorme ressourcer.

Hvis Plex havde været et brand i erhvervslivet, ville det have været en fuldkommen absurditet at trække tæppet væk under projektet efter mindre end halvandet år. Først bruger man masser af midler og kræfter på at etablere et sted og en profil – og inden den så har fået tid til at bide sig fast, beslutter man at reducere bevillingen med 50%, så al udvikling og profilering må bremse hårdt op.

Når man udsulter udviklings-steder som Plex er konsekvenserne måske ikke til at se med det samme. Men når Signa Sørensens ”Die Erscheinungen der Martha Rubin”  i år som den første dansker er nomineret som en af de 10 bedste tysksprogede forestillinger på det prestigiøse TheaterTreffen i Berlin, er det en direkte følge af at Plexs åbningsforestilling ”Seven Tales of Misery” af Signa var central i den showcase for dansk scenekunst, som p@rt.dk stod for i efteråret 2006. Satsninger som ”Seven Tales of Misery” får svære vilkår, hvis et sted som Plex ikke får midler til at eksperimentere. Det er et tab, hvis vi stadig håber at markere os som et land, der står for kreativ innovation.

Hvad ville der ske, hvis man insisterede på at behandle kultur-livet professionelt – i stedet for bestandigt at lade pludselige indfald og specifikke præferencer styre ?

Til en begyndelse kunne man analysere hvilke fordele landet har af et frodigt kunstliv.

I den globaliserede konkurrence-situation er der vist ikke længere nogen, der er i tvivl om at Danmarks eneste chance er at markere sig som kreativ og innovativ nation.

Og som enhver innovativ virksomhed ved, er udviklingsafdelingen helt central. Hvis Nokia ikke havde haft en, havde vi alle rendt rundt med gummistøvler for ørerne…Jeg tror det vil være gavnligt at betragte den eksperimenterende kunst som en vigtig del af virksomheden Danmarks udviklingsafdeling. En udviklings-afdeling, der skal sikres ordentlige vilkår af 3 gode grunde :

1)    For at kunne holde sig oppe på beatet i den internationale konkurrence om innovation skal de kreative industrier, der tegner vores profil på eksportmarkedet med nyskabende produkter indenfor film, spil, design osv., sikres de nødvendige ressourcer i form af højt uddannede kreative hoveder. Verden forandrer sig i hyper-tempo. Kun ved bestandigt at have en kunstnerisk avantgarde, der tør afprøve og bryde grænser, kan vi blive ved med at udvikle tidssvarende former og sprog.  Derfor er det afgørende, at der dels stadig udvikles nye mentale ressourcer. Dels at der sikres rum til den kreative grundforskning, som de enkelte industrier ikke selv kan rumme. Den eneste virkeligt sikre ressource vi har, er fanden gale mig den mentale kapacitet, som vi med vores uddannelses-grad og rigdom ville være i stand til at udvikle, hvis vi arbejdede målrettet på at alle altid kunne få de udfordringer, der kunne kvalificere dem til kreativ tænkning. Der skal sikres store miljøer af kreative entreprenører, der er i stand til at tænke helt udenfor alle kasser. Og hvis disse miljøer skal kunne blive ved med at udfordre sig selv og hinanden til virkelig at tænke nyt, skal de bombarderes med eksperimenterende kunst på alle kanaler. Hvordan fanden skal de ellers undgå at synke hen i bagudskuende dansk design-pænhed og kultur-kanon ?

2)    For at kunne bevare og meget gerne styrke troværdigheden af Danmarks kreative profil, skal vi jævnligt markere os internationalt med seriøst nyskabende kunst af høj kvalitet. Det er klart, at det i mange forbindelser er fint at vi har Det Kongelige Teater med balletten og operaen i front til at markere os som kulturnation. At vi har store museer af høj kvalitet og snart også et ekstra-ordinært koncert-hus i DR-byen. Men hvis vi skal sikre, at alle disse huse ikke kun bliver monumenter over H.C. Andersen, Bournonville og Carl Nielsen, bliver vi nødt til at bruge en vis andel af kulturmidlerne på at sikre det nye, der senere kan blive det store. Hvis vi ikke bruger nogle af ressourcerne på grundforskning, innovation og talent-udvikling, kommer de store huse i længden til at være tomme skaller, der fortæller historien om et nuttet lilleput-land, der havde en kreativ guldalder i en fjern fortid.

3)    For at kunne sikre den brede kreative mentalitet, der skal til hvis vi skal kunne gennemføre innovation på mange planer og ikke kun i en snæver elite, er det afgørende at vi i stadig større omfang lærer at bruge kunst som mental fitness-træning. Hvis ikke vi indimellem konfronteres med oplevelser, der er i stand til at ændre vores verdensbilleder, risikerer vi at vokse fast i forståelser, der ikke længere er tilstrækkelige. Vi bliver fanget mellem en verden, der har forandret sig og verdensbilleder, der ikke har. Det er en af grundene til at vi som samfund har brug for at der konstant er kunstnere, der arbejder med at skabe nye virkelighedsbilleder, der både hvad angår indhold og form, kan rumme verden som den forandrer sig. Hvis vi kræver at al kunst skal være mainstream og underholdning, vokser hullet mellem virkeligheden og kunstens virkeligheds-billeder støt, indtil der ikke længere er kunst, der på en gang er professionel og i stand til at sige noget vedkommende om virkeligheden.

Vi bliver ganske simpelt nødt til at få de tunge beslutnings-tagere til at indse, at kunst-støtten er en afgørende investering, hvis vi skal opretholde – og vel også meget gerne forbedre – vores status som innovativ, kreativ og top-moderne samarbejdspartner.

Og derefter kan man så overveje, hvordan man bedst sikrer og tjener disse formål.

Det er som sagt fuldt forståeligt, at medlemmerne af Kunstrådet synes det er mere tilfredsstillende at vælge kunstneriske projekter end dække driften i allerede etablerede institutioner. I første omgang får man jo tilsyneladende også langt mere for pengene. Spørgsmålet er bare hvor bevidst man er om konsekvenserne af at droppe tilskud til drift – uden at medvirke til at de ramte institutioner hjælpes videre i bevillings-systemet.

Sagen er at der er et hul mellem den finanslovs-bestemte støtte til de store etablerede kommunale eller statslige institutioner – og så Kunstrådets årlige uddelinger til løse grupper og projekter.

For teaterområdets betyder det at teatre der har udviklet sig fra små projekter til institutioner med kontinuitet og professionalisme ikke har nogen naturlig vej videre i bevillingssystemet. Der har derfor været præcedens for at Kunstrådet har sikret disse teatres drift gennem noget, der oprindelig var tænkt som en projekt-pulje.  At Kunstrådet nu er træt af denne rolle, kan man ikke fortænke dem i. Men problemet er at det netop er i mellemrummet mellem små projekter og store institutioner, at man seriøst kan arbejde med udvikling af kunsten. Hvor de store institutioner er bundet af resultat-kontrakter om belægningsprocenter og bredde, og de små projekter i vidt omfang må bruge enorme ressourcer på at opfinde den dybe tallerken på ny hver eneste gang, er det små eksperimenterende udviklings-steder som Plex, der reelt har muligheden for sikre en kontinuerlig kunstnerisk udvikling. For driftsmidler har faktisk en vigtig funktion i arbejdet med at skabe eksperimenter – det er ganske enkelt driftsmidlerne, der gør det muligt at fokusere på forskning i stedet for på produkter. Og som enhver virksomhed med en udviklingsafdeling vil vide, så er det afgørende for den nyskabende produktudvikling, at man ikke skal garantere, at hver eneste ide kan føre til et succesfuldt produkt.

Derudover er det driftsmidler, der gør det muligt at skabe den erfaring og kompetence om såvel kunstneriske processer som produktionsformer, der giver eksperimenterne de bedste rammer. At smide sådanne rammer væk, fordi man vil prioritere kun at give penge til enkelte kunstneriske projekter, virker meget kortsigtet. Produktions-omkostninger slipper man jo ikke for, så mon ikke det reelt ville være mere økonomisk, hvis man tillod nogle af de kompetence-krævende opgaver som administration og teknik at blive løst af erfarne fastansatte ? Ligedan vil ressourcerne til at synliggøre kunstneriske projekter af eksperimenterende karakter sandsynligvis få mindre effekt, når de spredes på en lang række uafhængige projekter, der hver især skal synliggøre en ny lokalitet – end at pulje en vis mængde af midlerne sammen i profileringen af eet sted, hvor en mangfoldighed af eksperimenter så kan bygge ovenpå en allerede etableret synlighed. At skabe et nyt publikum tager lang tid og kræver stor kontinuitet. Hvis man mener det alvorligt med audience development også for eksperimenterende kunst, er det helt klart absurd ikke at anerkende institutionernes nødvendige rolle.

Hvis vi vil undgå at Danmark falder helt ud af feltet, er det på tide at der bliver tænkt klart og strategisk med kunststøtten.

Hvad får vi f.eks. ud af at give 800 millioner om året til det kongelige teater, når alle de små nyskabende teatre lever på en sten – der snart er så lille, at alle falder om af stress for at præstere det samme for det halve ?

Hvorfor skal Københavns Teater kæmpe for at blot en lille andel af deres midler går til et udviklings-teater som Camp X ? Er det ikke netop her de offentlige midler skal hen som vores allesammens investering i fremtiden ? Mens den hovedstrømmende underholdning vel dybest set kunne fungere som indtægtsdækket virksomhed på almindelige markedsvilkår ? Hvorfor er det lige at vi skal give billet-tilskud til Det Ny Teater ? Selvfølgelig kan en virksomhed også have en festkasse, som det ikke kun er medarbejderne selv, der betaler til. Men ville det ikke være mere rimeligt at adskille denne festkasse fra den innovations-mæssigt afgørende investering i grundforskning, som støtten til eksperimenterende udviklings-kunst er ?

Skille skæg fra snot i stedet for konstant at vurdere det ene på det andets præmisser. Underholdnings-teater skal ikke vurderes på kunstneriske kvaliteter og udviklingsteater skal ikke måles på belægnings-procenter. Det er to væsensforskellige produkter. Deres formål har intet med hinanden at gøre. .Investeringen i forskning med henblik på den langsigtede udvikling, skal naturligvis ikke afkræves afkast og resultater, før man har givet udviklingen en chance. Og sætter man et nyt brand på markedet, trækker man det ikke tilbage, før det har haft en chance for at etablere sig. Alt andet ville være en absurd måde at forvalte sine ressourcer.

Jeg vil foreslå at Kunstrådet og kunst-organisationerne kræver af Kulturministeriet, at der skabes rammer for udviklingskunsten. Hvor forskning- og erhvervsliv har innovations-puljer og udviklings-fonde, er det på tide at kunsten får det samme. Man kunne f.eks for scenekunsten fastsætte et beløb som relativt til de midler Det Kongelige Teater får. Hvis DKT får 800 millioner, skal der gives måske 1, 5 eller 10% til et udviklings-teater, hvis succes-kriterier skulle handle om f.eks. formmæssige eksperimenter, gæster til udenlandske festivaler, samarbejdspartnere fra andre brancher, kontakter til udenlandske udviklingssteder osv.

Hvis der ikke snart på et eller andet niveau bliver tænkt professionelt og strategisk omkring kunst-støtten, går der ikke lang tid før de store institutioner kommer til at mangle de innovative kræfter, der skal til for i det lange løb at fylde de mange sæder i alle de nye huse – Operaen, Skuespilhuset, Koncertsalen. Og det ville da være et grusomt spild af ressourcer – med alle de billeder, som må hænge ude i kulden….

This entry was posted in Kultur-politik. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *