Go-to-gate

Her er den blog om det angstindustrielle kompleks, som jeg lavede i forbindelse med forestillingen i 2008

Louise Bagger skrev denne anmeldelse på Kultunaut

Man. 4. feb. 2008

Musikteatret Plex byder på en interessant og anderledes, interaktiv teaterbegivenhed, hvor de medvirkende er fagfolk fra rejsebranchen, og publikum er de rejsende. I rollen som rejsende i ‘Go to Gate’ gennemgår publikum et fiktivt rejseforberedelsesforløb lige fra valg af destination og frem til afrejsen ved “gaten”.

Lene Juhl og Mark Vitkovs scenografi, der breder sig ud på flere af husets etager, er en blanding af udstilling med dokumentarmateriale og en fiktiv ramme, som udgør rejsebureau og lufthavn. Denne ramme er overbevisende og veludført med de rette skilte, checkin-skranke, sikkerhedscheck med transportbånd, metaldetektor, osv. I transitområdet er publikum konstant aktiveret, idet der skal løses en række konkrete opgaver, fx ansøgning om visum, tegning af forsikring, en samtale hos en imam eller præst, et foredrag om angst, samt afslapning i en VIP-lounge på et hævet podium, som kun publikum “på business-class” har adgang til.

Oplevelsen minder om et eksperimentarium eller en forlystelsespark, hvor den besøgende selv bestemmer, hvad der skal prøves hvornår – med mindre man føres til forhør hos politiet for at have medbragt for meget væske eller sendes til psykiater for at få erklæret, om man har for meget “angst i bagagen”. Man kan spørge sig selv, hvorfor vi nu skal have afklaret vores angst? Er det et fremtidigt billede af, at vi er blevet hjernevasket med terrorfrygt i en sådan grad, at vi alle forventes at lide af angst?

Forestillingens styrke ligger i den iscenesatte ritualisering af de almindelige rutiner, vi kender fra virkelighedens lufthavne. De er her overdrevne og bliver dermed en parodi på sig selv. Dog har aktiviteterne en tendens til at blive en smule trivielle, og det havde været forfriskende med noget variation og noget mere drama – man kunne fx have forestillet sig en særlig begivenhed, hvor der ankom en kendt person, eller at der blev slået alarm pga. et glemt stykke bagage.

Illusionen om “en almindelig dag i lufthavnen” brydes dog enkelte gange af en øredøvende larm af fly, der letter eller lander, mens lamperne i hele transithallen blinker, og personalet nærmest stivner. Ingen kan bagefter tilsyneladende huske det, der skete. Denne drømmeagtige sekvens giver forestillingen en dramatisk modvægt til det rutineprægede og et strejf af noget mystisk og gådefuldt – er personalet ramt af angst?

Den høflige betjening fra det uniformerede personale er troværdig med et strejf at satire. De medvirkende spiller ikke roller, men fremstiller sig selv i den jobfunktion, de udfylder til hverdag. De byder på morsomme pudsigheder og overraskelser undervejs, fx en sikkerhedsvagt der fumler ved transportbåndet, fordi han har travlt med at glo på pigerne, en plastickniv, der pludselig dukker op i en håndtaske og en patroniserende forsikringsagent, der nægter at lade nogen tage af sted uden en såkaldt kidnapningsforsikring.

Dog har de medvirkende vanskeligt ved at bevæge sig væk fra det, der er planlagt på forhånd, og de mister grebet om fiktionen, når publikum gør noget uventet. Fx forsikrer psykiateren den rejsende om, at han er “vaskeægte psykiater, det er ikke bare teater”, og da undertegnede er til forhør, minder betjenten om, at det bare er et spil. Er de medvirkende mon bange for, at publikum skal føle sig utrygge eller nervøse?

Et overordnet tema er overvågning og sikkerhedskontrol og angsten for det uventede terrorangreb sat op overfor individets begrænsede frie råderum. Budskabet er utvetydigt, at mennesker sættes i bås af sikkerhedssystemer, der er ude af proportioner med den fare, de forsøger at beskytte i mod. Det forestillingen vil fortælle sit publikum er altså, at den såkaldte krig mod terror allerede er tabt, fordi tidens overdrevne sikkerhedskontrol ikke giver tryghed, men blot skaber stigende frygt. Det er forfriskende at se en forestilling, der har et klart budskab – formidlet med humor og parodi. Spørgsmålet er bare, om det egentlig harmonerer med det interaktive, idet budskabets og parodiens ensporethed begrænser både publikums og de medvirkendes mulighed for at reagere spontant på hinandens udspil. Dermed kommer forestillingen til at tendere mod det belærende frem for det uforudsigeligt interaktive.

Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *