Men er det ikke en universel oplevelse ? At føle nostalgi for noget, som man tror man har mistet, men som man i virkeligheden aldrig har haft ?

Sidst på første dag uden muligheden for lige at checke mail, facebook og nyheder om Libyen, gik det op for mig, at jeg havde mange af de samme symptomer, som da jeg holdt op med at ryge. Rastløsheden, der begyndte at gå over i irritabilitet. Frustration, der blev både vredladen og grådlabil. Osv.

Og så gik det op for mig, at vanen med lige at søge ud på nettet, når arbejdet driller, har samme effekt som en smøg. Bedøver, dulmer og afleder opmærksomheden fra problemet, jeg arbejder med. Hvilket selvfølgelig til tider er den rette strategi. Den lilla pause, der er brug for.

Men som jeg husker fra tiden som ryger, og nu genmærker meget tydeligt, er det også en undvigelse af det vigtige. En refleks-agtig given afkald på kaste sig ind i kampen, der hvor det virkelig brænder på.

For hvad er det der sker med arbejdet, hvis jeg lige smutter hver gang det er lidt svært ? Jeg går simpelthen lige udenom det guld, der ligger i at tage modstanden ved hornene og gå ind og finde ud af hvad det er den har at sige.

At der mangler noget; at jeg har overset en vigtig vinkel; at jeg er på vildspor; at jeg har ladet mig forføre af form; at jeg har underkastet mig en forkert regel osv.

Det er lige præcis her tingene kunne flytte sig fra det banale, placide, forudsigelige. Og så sidder jeg og checker ligegyldige detaljer på Wikipedia !

Nu er nettet oppe igen, men jeg vil prøve at komme tilbage til at søge indad i stedet for at søge ud, når modstanden udfordrer.

Hvis det er for svært med en kold tyrker, har jeg fundet softwaret Freedom, der kan fungere som nikotin-plaster, mens jeg trapper ned. Det kan indstilles til at blokere min netadgang i lige præcis det antal timer jeg vælger.  Indtil jeg får indført en disciplineret rutine, hvor tingene er ordentligt adskilt igen.

Og som hver gang jeg skriver her, føler jeg trang til at undskylde selvmodsigelsen : at skrive på nettet om at undgå nettet….   Indtil videre lever paradokset, og jeg prøver at leve med det.

I kraft af globaliserede og allestedsnærværende online-medier accelererer antallet af værdier vi kender og relaterer til konstant.

Der bliver stadig flere idealer, som vi kan opleve det som forventet af os at leve op til – nogen gange ovenikøbet samtidig med idealet om at være unik  ;-).

Ofte er værdierne vi orienterer os efter for at høre til desuden indbyrdes modstridende. Er det noget under, at vi bliver ramt af stress ?

Paradoksalt nok er konsekvensen af at ingen værdier er givet, at vi konstant må orientere os efter nye værdier, for ikke at falde ud af fællesskaberne. Og hver gang vi oplever at fejle i forhold til et sæt værdier, er risikoen for at blive ramt af skam og deraffølgende ubehag til stede.

Ligningen ser altså ud til at være : Jo flere valg, des mere rum for skam.

Og hvad kan man så gøre for at slippe ud af den fælde ?

Stress, depression, angst, ADHD, Asperger, OCD, anorexi, bulimi, selvskadende adfærd, hypersensitivitet, hyperaktivitet, irritabel tyktarm osv. osv.

Diskussionen ruller. Er der flere, der er syge, eller er vi bare blevet mere aktive med diagnoserne ? Svært, umuligt at sige.

Helt pragmatisk set : Hvis en diagnose gør at nogen, der har det skidt får det bedre, er diagnosen en god ting. Hvis diagnosen stigmatiserer, problematiserer, passiviserer, og patientgør et menneske, der med en anden tilgang til sine lidelser/sine udfordringer kunne have gået en proaktiv, self-empowering vej, der havde øget selvværdet og skabt et helt og funktionelt individ, så var diagnosen måske en dårlig ting.

Jeg afviser ikke, at man kan aflæse typiske mønstre i en hjernescanning, hos de der f.eks har symptomer på ADHD.

Jeg afviser ikke, at der kan findes medicin, der kan lindre symptomerne.

Jeg afviser ikke, at det kan være en befrielse at få en diagnose (ligesom det kan være en befrielse  at tro på gud).

- at kunne slippe skyld og skam for års svigt og utilstrækkelighed

- at føle sig set og forstået – omsider

- at føle sig anerkendt

- at blive del af et fællesskab

- at få ord til at tale om problemet

- at få argumenter for at bede om hjælp

- at få redskaber til at indrette sit liv mere hensigtsmæssigt.

Men samtidig vil jeg gerne se hvad der sker, hvis vi vender billedet på hovedet. Ikke bare for at vende det på hovedet, men fordi det på trods af fordelene ved diagnose og medicinering, måske i det lange løb vil være mere hensigtsmæssigt og løsningsorienteret at ophæve (eller i hvert fald begrænse) privatiseringen af disse symptomer – og i stedet vende blikket mod de kulturelle tendenser, der fremprovokerer og forværrer symptomerne hos stadig flere.

Som de sagde i ”Selvsving” : ” Det er ikke din radio, der er noget galt med, men hele Danmarks Radio.”

Hvis vi holder op med at betragte diagnosen som en beskrivelse af hvem vi er, men i stedet betragter den som en måde at beskrive en gruppe af symptomer, der kan have en række forskellige årsager.

Hvad nu hvis alle hjerner (ligesom alle kroppe) er forskellige ?

Vi har forskellige anlæg, forskellige styrker, forskellige svagheder.

Under visse forhold er der nogen, der udvikler visse lidelser – eller måske bare visse symptomer.

Nogen kan spise alt, andre har en mere følsom mave.

Det plejer vi ikke at lægge nogen til last.

Og ligedan med hjernen. Nogen påvirkes mere end andre af det, hjernen udsættes for.

Og når man scanner dem, ser hjernen sikkert også anderledes ud (i hvert fald, når de er begyndt at have symptomer på overbelastning). Og måske kan medicin som f.eks ritalin dæmpe uro og andre symptomer – ligesom pantoprazol kan dæmpe smerter og ubehag forvoldt af syre i maven. Men i sidste ende handler problemet om det, der er kommet ind. Det ses tydeligt på rådene til både børn og voksne ADHD’er, til stressramte osv. Ro, rutine, forudsigelighed, struktur og fysisk aktivitet  osv. er den bedste forebyggelse af symptomer.

For om det ender med diagnosen stress, depression, ADHD, angst, irritabel tyktarm eller noget helt sjette kunne se ud til i høj grad at afhænge af hvornår præcis man knækker sammen – hvilke symptomer man lider mest under og hvem man vælger at søge hjælp hos – altså hvem man giver retten (og magten) til at definere en.

Når man ser overordnet på forløb og symptomer, ligner det mere end noget andet et stort, diffust felt, hvor det er tilfældigheder, der afgør hvor præcis man bliver placeret.

Kernen i det hele er et mentalt overload, der skaber alverdens fysiske, kognitive og følelsesmæssige symptomer.

Var det så ikke mere interessant at se på det mentale overload, end på pilleriet om denne ene diagnose er mere ”sand” end den anden ?

I realiteten er diagnosen kun interessant for den enkelte som billet til anerkendelse og hjælp.

På alle andre måder handler diagnoserne om at privatisere et samfundsproblem – og skabe nye markeder for medicin-industrien.

TED Talks Brene Brown studies human connection — our ability to empathize, belong, love. In a poignant, funny talk at TEDxHouston, she shares a deep insight from her research, one that sent her on a personal quest to know herself as well as to understand humanity.

First published in Information – Febr. 13 2008

Hvad er du bange for?

11. september 2001 udløste et anfald af kulturel panikangst i hele den vestlige verden. Et anfald, der sendte os ud i en panisk jagt på sikkerhed, hvor alt, hvad vi gør for at forsvare os, i virkeligheden er fuldkommen parallelt til de symptomer, et angstramt individ udviser: Overdreven kontrol.

Vi lever i en verden, der på mange måder er præget og plaget af frygt – på det personlige såvel som det offentlige plan. Tidens erklæret største risiko og trussel – efter klimaet – er terror, der direkte oversat betyder frygt. Men for tiden ser det ud til, at man kan piske en panikagtig stemning op over stort set hvad som helst – og motivere en lind strøm af øget overvågning og kontrol.

For at sætte sagen på spidsen, vil jeg vove den påstand, at 11. september 2001 udløste et anfald af kulturel panikangst i hele den vestlige verden. Et anfald, der sendte os ud i en panisk jagt på sikkerhed, hvor alt, hvad vi gør for at forsvare os, i virkeligheden er fuldkommen parallelt til de symptomer, et angstramt individ udviser: Overdreven kontrol. Manglende vilje til at se virkeligheden i øjnene. Forsøg på at undgå angstprovokerende situationer.

Vi behandler terroren med den hårdeste lokale medicin, nøjagtigt som vi medicinerer os ud af den personlige angst. Og som alverdens fobikere indretter vi en verden, der bliver stadig mindre, for at undgå at blive ramt af angsten.

Enhver trussel, der skaber utryghed, gør vi, hvad vi kan for at bekæmpe med kontrol og overvågning. Samtidig med at alle disse kontrollerende tiltag i vid udstrækning snarere cementerer en tilstand af konstant utryghed og mistillid. Den vestlige verden er på den måde fanget i en ond cirkel, hvor vi ikke kan andet end at øge kontrollen, hvis vi vil undgå anklagen om at sætte sikkerheden over styr. Men jo mere kontrol, der skal til for at skabe tryghed, des mindre bliver det frie handlingsrum, der er tilbage. Friheden og tilliden bliver ofret i jagten på tryghed.

Det gælder både det neurotiske sind og det terror-truede samfund. Vi er villige til hvad som helst, hvis det kan give os en følelse af tryghed. Og det har åbnet et kæmpe marked fuldt af udviklingsmuligheder.

Angstindustrien

Ligesom våbenindustriens vækst igen og igen gennem historien har vendt skuden for lande og kulturer i krise, ser vi i disse år en angst-industri tage form.

Angsten er kort og godt blevet omdrejningspunkt i den største økonomi siden it-boblen.

Her blot et udvalg af de mange industrier, der på en gang lever af og bidrager til frygtens kultur:

En sikkerhedsindustri, der sælger våben, sikkerhedsudstyr, overlevelsesudstyr, alarmer, overvågning, data-tracking, bio-metrisk udstyr osv. osv. Det, der i USA hedder Homeland Security er på de første fem år siden 2001 blevet en branche, der overgår garvede brancher som film og musik i indtjening. Til sikkerhedsindustrien regnes også de private ‘security contractors’ som Blackwater (der i alt har indgået sikkerhedskontrakter med staten til en værdi af 1 milliard dollar) og Halliburton, der tilbyder alt fra vagter til professionelle soldater og spioner. The Office of the Director of National Intelligence (ODNI) afslørede f.eks i maj, at 70 procent af efterretningsbudgettet i USA nu går til private firmaer.

Udover disse helt oplagte angstindustrier, er en lang række andre direkte forbundet med angstøkonomien:

En medicinalindustri, der dels sælger forhåbninger om at udsætte døden, dels de direkte angstdæmpende midler; samt naturligvis er en vigtig spiller i alle overvejelser omkring biologisk krigsførelse, hvor tilgængeligheden af de rette vacciner kan blive afgørende.

En forsikringsindustri, der sælger drømmen om tryghed ved hjælp af frygten for tab.

En pensionsindustri, der også lever af vores bekymring og angst for fremtiden.

En terapiindustri, der lever af den privatiserede angst.

En underholdningsindustri, der lever af dels at pirre vores angst med thrills og gys, dels at dulme vores angst med distraktion og feel-good.

En medieindustri, der lever af at formidle katastrofer og skrækscenarier.

Angsten som magtmiddel

Derudover er angsten blevet et magtmiddel, som dygtige manipulatorer fra bin Laden til Dick Cheney bruger efter forgodtbefindende til at sætte deres vilje igennem for politisk, religiøs, ideologisk, magtmæssig eller økonomisk vindings skyld. Den er blevet et stærkt argument for øget overvågning og kontrol, begrænsninger overfor indvandring, øgede våbenbudgetter, øget centralstyring, terrorlove, torturtolerance osv.

Hvor Eisenhower i 1961 advarede imod det militær-industrielle kompleks (det fænomen, at en sammenvævning af industriens, militærets, embedsmænds og politikeres interesser skaber en øget produktion af stadig nye våben), virker det i dag nærliggende at pege på et angst-industrielt kompleks.

Hvis sammenblandingen af politiske interesser med økonomiske interesser fra særligt sikkerhedsindustrien går for vidt, kan det føre til en veritabel angstspiral, der har alvorlige konsekvenser for de grundlæggende sociale mekanismer som tillid og tolerance, der er afgørende for opretholdelsen af en demokratisk kultur.

Frygtens kultur

Frank Furedi, der er professor i sociologi ved universitetet i Kent, stiller skarpt på angsten og dens rolle i samfundet i form af det, han kalder “frygtens kultur”. I bøgerne Culture of Fear, Politics of Fear og senest Invitation to Terror, beskriver han, hvordan frygten i vid udstrækning er blevet de briller, vi ser verden igennem. Fra bekymringer om fremtiden, over frygten for usunde madvarer og rentestigninger, til angsten for klimatruslen. Vi frygter det værste – lige meget, om vi er dem, der frygter de fremmede eller dem, der frygter konsekvenserne af angsten for de fremmede.

Furedi beskriver, hvordan en lang række sikkerhedspolitiske beslutninger i USA de seneste år er taget udfra det han kalder en ‘possibilistisk’ logik. At der er opstået en udbredt sammenblanding af, hvad der kunne gå galt, med hvad, det er sandsynligt, at der går galt. Således at vi dybest set har sat os i en situation, hvor vi ikke kan andet end at prøve at forebygge alt, hvad vi overhovedet kan forestille os af trusler. Som Donald Rumsfeld har sagt om masseødelæggelsesvåben i Irak: “The absence of evidence is not an evidence of absence.” (“Fraværet af beviser er ikke et bevis på fravær.”)

Udover at det logisk set er korrekt, at fraværet af en trussel er vanskeligt at bevise, er det dybt problematisk at bygge sin sikkerhedspolitik på en tankegang, der ikke længere kræver beviser for at skride til handling.

Skrækscenarier, eller…

Hvis en hel verden kan gå i krig på baggrund af en enkelt mands løgne om en foderstof-fabriks evne til at fremstille masseødelæggelsesvåben – eller være på nippet til det, fordi nogle fillippinske knægte fjoller med en skibsradio – er hårde facts tydeligvis ikke længere det afgørende. Til gengæld har fiktionen fået en vigtig rolle – nemlig den at forsyne amerikanske strateger med de skrækscenarier, som de mener, de har brug for til at kunne forebygge et nyt 11. september.

Frank Furedi har beskrevet, hvordan politikerne beder filmfolk udtænke mulige skrækscenarier som redskab til at forberede en strategi for forsvaret. Hvis noget er virkeligt skræmmende, må det være, hvordan enorme forsvars- og sikkerhedsbudgetter allokeres og retfærdiggøres gennem fiktive skrækscenarier.

Hvis vi ikke snart fordrer bare et minimum af rationalitet og positivisme i vurderingen af trusler, men accepterer en verden, hvor fiktionaliseringer gennemsyrer politik, økonomi og krig, giver vi ganske enkelt angsten – og dens interessenter – et urimeligt stort råderum.

I lyset af den magt, angsten kan have over vores sociale rum og vores holdninger til de basale frihedsrettigheder, er det afgørende at få råbt vagt i gevær over det angst-industrielle kompleks. Det er på tide at generobre det mentale rum ved at afvise skrækscenarier og angstpropaganda. Ved at afvise øget kontrol og overvågning. Kun sådan kan vi i det lange løb bevare et stærkt demokrati.

Slut med show-politik og skyttegravs-debat

I 10 år er spillerummet i den offentlige debat blevet stadig mindre. Beskyldninger om ”politisk korrekthed” fyger gennem luften. I samme periode har viljen til at tage hånd om en lang række alvorlige probemer været erstattet af en rutinemæssig show-politik. Man har hævet straffe, selvom det beviseligt ikke har nogen forebyggende effekt. Man har nedprioriteret vedvarende energi og undladt at reducere Co2 udslip, selvom såvel energi-problemer som global opvarmning har været klart beskrevet. Man har undladt at tage sig af integration og sociale problemer. Man har ignoreret fødevarekrisen. Osv. Alt sammen under henvisning til at man ikke skulle lade sig diktere af eksperter og ”politisk korrekthed”.

Må man have lov at ønske sig for den borgerlige fløj, at afskeden med Fogh også kunne blive en afsked med den indskrænkende retorik, der har fået lov at styre de sidste 10 års politik ?

I en tid, hvor vi står overfor så mange globale kriser, som vi gør, er det i sidste øjeblik, at man begynder at benytte viden og saglighed, når beslutningerne skal tages. Fremfor fortsat at basere sin politik på udslip fra varmluft-balloner, der har gjort det til et varemærke at opponere mod den samlede videnskab.

Ligedan er det afgørende for den globale kamp om demokrati og oplysningsidealer, at debatten kommer ud af den skyttegravs-tilstand, som de sidste 10 år har skabt.

I det meste af den demokratiske verden, som vi plejer at sammenligne os med, er det en selvfølgelighed at magten – den etniske, den kønslige, den økonomiske osv. – betvivles og udfordres af kunstnere og intellektuelle – fra Jon Stewart til Jan Guillou. Men i Danmark er det ikke bare tilladt, men nærmest påkrævet at afvise enhver udfordring af den art som ”politisk korrekt”. I Danmark er det ok at kalde en narkokrig for en racekrig og fremhæve den ene parts hudfarve som central. I Danmark er det ok at sige nej til køns- og etnisk kvotering i bestyrelser og på arbejdspladser under henvisning til at det ville være et udtryk for ”politisk korrekthed”. I Danmark er der i det hele taget overraskende mange sære ting, der er blevet ok – og overraskende mange klare holdninger, som man ikke kan udtrykke offentligt uden at blive beskyldt for ”politisk korrekthed”.

Men hvordan kan  det være, at såvel politik som debat har været så ensrettet i de seneste 10 år ? En af forklaringerne kan findes i fortællingen om kulturkampen.

Fortællingen om kulturkampen

Det er muligt Søren Espersen har ret i at dramaturgien i DRs dramaserier er forudsigelig og tendentiøs, men som det ser ud generelt har det langt større konsekvenser, at Fortællingen om Kulturkampen er forudsigelig og tendentiøs. Eller Kampen om Sandhederne som Rune Lykkeberg har kaldt det. Denne fortælling om ”det gode folk” mod ”den onde kultur-elite” er blevet fortalt så vidt og bredt de sidste 10 år, at ingen tilsyneladende længere kan undslippe det verdensbillede, den bygger på. Fortællingen om at eksperter og smagsdommerne styrer landet med hård hånd og rundkredspædadogik, har været gennemgående i den borgerlige fløjs retorik fra Fogh kom til magten. Godt nok bliver fortællingen stadig mere selvmodsigende, men det gør den tilsyneladende ikke mindre stærk.

I 10 år har højre-fløjen fået lov at slippe afsted med at definere den fortælling om kulturkampen, de selv har konstrueret, som noget, der er selvfødt ud af ”folket”. At det er ”folket”, der sætter præmisserne efter systemskiftet, er f.eks. en elegant konstruktion, der konsekvent ignorerer det faktum, at de fortællinger, som Fogh, Krarup, Pittelkow og Kjærsgård har fortalt, er blevet definerende og styrende for hvordan vi ser og taler om tingene. Det er imponerende, at en fløj, der i den grad har sat sig på definitionen af værdier, har haft held til samtidig at brande sig selv som dem, der ikke vil påtvinge andre rigtige meninger. Det siger noget om fortællingens magt til at definere virkeligheden efter forgodtbefindende.

Det er blevet til en endeløs dans rundt i en dramaturgisk konstruktion, der lyder :

1) ”Folket” altid er de gode

2) At ”folket” altid er underhundene, der kæmper for at få indflydelse

3) At ”folkets” modstander altid er ”kultureliten” – eller som Pittelkow kalder det ”den definerende klasse”, der undertrykker ”folket” med sine regler om ”de rigtige meninger” og ”den gode smag”.

4) At ”den definerende klasse” derfor altid er ond

5) At Pittelkow og hans idefæller altid står på ”folkets” side – og som følge deraf altid er gode og aldrig kan beskrives som ”den definerende klasse” uanset i hvor stort omfang det er dem, der sætter dagsordenen og definerer den fortælling, der styrer debatten og regeringens politik.

Livsfortællinger som politiske fortællinger

Tilsyneladende er fortællingen om Kulturkampen et lidt forenklet billede af en moderne klassekamp. Og udover den patroniserende omklamring af ”folket”, kunne den måske være et ganske velfungerende beskrivelse – hvis den havde noget med virkeligheden at gøre. Vi kan alle sammen have brug for forenklinger til at gøre verden mere begribelig, men problemet er, at den som alle andre fortællinger, er udtryk for en subjektiv fortolkning. Bl.a. er den givetvis en fuldtud dækkende forstørrelse af f.eks. Pittelkows egen livsfortælling om den sunde knøs med de solide værdier fra provinsen, der blev så forblændet af de kloge og opblæste københavnere, at han var lige ved at blive udslettet af deres onde rænker, indtil han endelig kom til sig selv og smed disse ondsindede meningsdanneres lænker af sig og turde stå frem og genfinde de gode gamle værdier fra barndommen i 50ernes provins. Ligesom også Foghs livshistorie – fra tiden som hårdt-arbejdende landbodreng overfor klassekammerater med akademisk baggrund – kan ses som en variation over denne fortællings kerne. Så sært er det jo ikke, at disse mænd, som alle andre, former deres verdensbilleder over deres egen livsfortællings skelet. I den forbindelse er det sjovt at se hvad der sker, når Fogh så i en tale for nylig begynder at forskyde tyngdepunktet i sin livsfortælling så den inddrager det globale, når de bevægelser hans børn (og nu også han selv) foretager ud i verden også skal kunne indskrives og rummes – og hans fortælling dermed bliver så anderledes, at Søren Krarup chokeret og skuffet må lægge stærk afstand til den ”nye” globaliserede Fogh.

Men hvor menneskeligt og forståeligt det end er, at livshistorier på den måde er med til at forme de politiske fortællinger, så er det samtidig vigtigt at holde sig for øje hvad konsekvenserne er, når fortællinger bygget på mere eller mindre personlige konflikter fra 60erne får lov til at styre dagsordenen nu.

Et af problemerne er, at kampen bliver endeløs, fordi den er en fiktion. Ved at postulere at et oplevet modsætningsforhold i visse miljøer i 60erne, er reelt eksisterende i nutiden, skaber man en ramme, der kan få selv de mest groteske påstande til at se meningsfulde ud. Jeg benægter ikke, at der har været befolkningsgrupper, der har følt sig patroniseret af en selvgod kultur-elite i 60erne, men jeg stiller spørgsmålstegn ved om det giver nogen mening at se på verden 2009 gennem de briller. Tværtimod tror jeg, at der er rigtigt mange vigtige træk ved nutiden, som det bliver svært at få øje på og forholde sig til, hvis øjet har fået hvile i den brille.  Og når fronterne er fiktive, kan det være svært at nå frem til den nødvendige mægling. Efterhånden bliver fortællingen så stærk, at offentligheden generelt begynder at tro, at den er et sandfærdigt billede af virkeligheden – og begynder at underkaste sig fortællingens sprog og terminologi. Og så bliver fortællingen om konflikten et selvopfyldende profeti.

Den underliggende begrebsforvirring

Hvad er forklaringen på at fortællingen om Kulturkampen trods sine tydelige selvmodsigelser og mangel på indre logik, har fået så stor gennemslagskraft ?

Som Rune Lykkeberg formulerer fortællingen, opstod der i slutningen af 1900-tallet en – mere eller mindre folkelig – modreaktion mod den elitære kultur-elite, der indtil da på mange måder havde haft held til at dominere landets opinion og offentlighed i den stærke bevægelse fra traditions-båret samfund ind i en særlig dansk version af moderniteten. Kulturradikalismens opgør med såvel borger-som små-borgerskab i 60’erne og 70’erne havde sejret og kultureliten var på mange måder blevet så magtfuldkommen, at der helt naturligt måtte komme en modreaktion. Og denne modreaktion tog så – ifølge både Lykkeberg og den borgerlige fløj – form som et populistisk opgør med eksperter og smagsdommere. Hvilket alt sammen lyder meget logisk og tilforladeligt, men samtidig også lige lovligt enkelt.

Et af tegnene på at fortællingen om kulturkampen er problematisk, ses i den forvirrende rolle globaliseringen spiller i fortællingen. Tilsyneladende kræver fortællingens forsimplede virkelighedsbillede, at man må opfatte det sådan, at det var kultur-eliten, der skabte såvel globaliseringen som det multi-etniske informationssamfund. Egentlig ganske godt gået af PH, Pundik og Rifbjerg….

Tillad mig kort at opridse en lidt mere rummelig og omfattende fortælling, der kan sætte tingene i perspektiv og måske udrydde noget af den begrebsforvirring, som fortællingen om kulturkampen bygger på.

Den amerikanske socialpsykolog Kenneth J. Gergen beskriver i bogen ”Det Mættede Selv” (1991/2000) hvordan opfattelsen af selvet i den vestlige verden i løbet af de sidste omkring 200 år har bevæget sig fra det romantiske over det moderne til det postmoderne. Ifølge Gergen har vi arvet en romantisk forestilling om selvet som sæde for dybtliggende personlige egenskaber som lidenskab, sjæl og moralsk karakter. Men siden begyndelsen af det tyvende århundrede har dette billede været under pres fra det modernistiske menneskesyn. I den modernistiske sprogbrug er det evnen til at tænke og vælge rationelt, der er selvets vigtigste kendetegn. Som Gergen ser det, har de nye teknologiers globaliserende virkning skabt en ”social mætning”, der lidt efter lidt opløser de sociale ordninger, som begge disse menneskesyn underbyggede. Vi mættes via medier af en mangfoldighed af usammenhængende sprog om selvet – og om virkeligheden. Dette er hvad man også kalder de postmoderne vilkår.

Hvis vi prøver at se fortællingen om kulturkampen gennem denne forståelse, ser det ud som om skaberne af fortællingen har gjort den borgerlige fløj til talerør for det romantiske livssyn med de traditionelle værdier, mens de har givet deres modstander ansvaret for såvel det modernistiske livssyn som det postmoderne vilkår. I kulturkampens optik er kultureliten både ond fordi den vil styre rammerne for menneskers liv udfra rationelle principper – og fordi den tror på ”rundkredspædagogik”, hvilket må forstås som det postmoderne forsøg på at rumme flere sandheder. Når tingene blandes sammen på den måde, at alt der står for andet end troen på de traditionelle værdier kan hældes sammen i een hat, bliver fortællingen absurd. Det bliver ganske enkelt meningsløst, når den modernistiske udvikling af teknologi og vækst slås i hartkorn med 68ernes tidligt postmoderne oprør mod den samme udvikling.

For mig at se er fortællingen om kulturkampen i bund og grund et panisk forsøg på at placere ansvaret for den globale postmoderne udvikling, der forvirrer os alle, hos et par tilfældige minoriteter – kultureliten og de fremmede.

Lad os aflyse næste afsnit af serien ”Kulturkampen”

Jeg vil mene det er på tide at alle parter gør sig fri af denne konfliktskabende fortælling om kulturkampen og den politiske korrekthed, og giver sig til at definere nye ståsteder for deltagelse i politisk dialog og forhandling.

Det må være muligt at bygge videre på en fælles erkendelse af at vi befinder os i en hvirvel-storm af mulige sandheder, der larmer omkring os fra alle medier 24 timer i døgnet. Vi har alle kæmpe-kor af mulige sandheder rungende inde i hovedet – med skiftende solister fra minut til minut, når vi prøver at prioritere mellem alle de værdier vi forsøger at opretholde simultant – arbejdsomhed, selvskabelighed, effektivitet, familieskab, venskaber, ægteskab, lidenskab, kosteskab osv. Og vi kan ofte ende med fuldkommen at opgive at navigere eller prioritere.

Ende med en hverdag hvor vi primært reagerer og krisestyrer, og hvor det eneste der tæller er den helt umiddelbare oplevelse af Foghs smil, Pias beslutsomme udtryk, eller Lars Løkkes retoriske mangler. Det er en tilstand og et vilkår og en livsstil, der på mange måder bare er sket og kommet til os. Som fremskridt, teknologisk udvikling, kulturelle glidninger, og såkaldt ”postmoderne” opløsning af sandhedsbegrebet.  Men samtidig er det også et valg. Et valg at lade alle stemmer lyde lige højt i hovedet. Et valg at undlade at prioritere. Et valg at lade en forenklet fortælling som den om Kulturkampen blive brillerne vi ser igennem. Og det valg er det på tide at vi gør om. De uomgængelige realiteter vi står overfor nu omkring klima, økonomi, ressourcer, miljø og fordeling, lader sig ikke løse indenfor kulturkampens logik. Overfor disse forbundne og dybt reelle kriser, der forhåbentlig snart trænger igennem støjen fra de mange stemmer, er det bydende nødvendigt, at vi kan tænke og agere politisk

Vi kan ikke blive ved med at lade en konstrueret konflikt som kulturkampen få lov at definere at al debat skal foregå i et fiktivt rum, hvor svarene er givet på forhånd.   Nu er der ikke andre veje, end at blive politisk – og droppe såvel fortællingen om kulturkampen som myten om den politiske korrekthed.

I mine mest positive øjeblikke har jeg tænkt, at den eneste fornuftige forklaring på Kunstrådets nye politik måtte være, at man havde satset på, at den ville medføre et ramaskrig, der kunne få regeringen til at hæve bevillingen til Kunstrådet. Men hvis det virkelig hang sådan sammen, har det jo så vist sig, at man har gjort regning uden vært. Ramaskriget er desværre stort set udeblevet. Og Plex lever – i kraft af Bestyrelsens offervilje – videre i en stærkt reduceret form.

Alligevel synes jeg at denne beslutning om at nedprioritere støtten til drift giver anledning til en mere overordnet diskussion om formålet med kunststøtten. Ligger der en overordnet strategi, der bygger på en analyse af formål, mission og vision – eller er støtten nærmere at betragte som nådige gaver til mere eller mindre tilfældigt udvalgte ? Udfra den seneste tids begivenheder kunne man frygte, at det sidste er den mest præcise beskrivelse. Og det betyder at såvel kultur-livet som kultur-støtten gør sig selv til meget sårbare størrelser. Når der mangler overordnede strategier og langsigtet planlægning, risikerer man i alt for høj grad, at resultatet dels bliver en zigzag-kurs af meget svingende kvalitet – dels at der spildes enorme ressourcer.

Hvis Plex havde været et brand i erhvervslivet, ville det have været en fuldkommen absurditet at trække tæppet væk under projektet efter mindre end halvandet år. Først bruger man masser af midler og kræfter på at etablere et sted og en profil – og inden den så har fået tid til at bide sig fast, beslutter man at reducere bevillingen med 50%, så al udvikling og profilering må bremse hårdt op.

Når man udsulter udviklings-steder som Plex er konsekvenserne måske ikke til at se med det samme. Men når Signa Sørensens ”Die Erscheinungen der Martha Rubin”  i år som den første dansker er nomineret som en af de 10 bedste tysksprogede forestillinger på det prestigiøse TheaterTreffen i Berlin, er det en direkte følge af at Plexs åbningsforestilling ”Seven Tales of Misery” af Signa var central i den showcase for dansk scenekunst, som p@rt.dk stod for i efteråret 2006. Satsninger som ”Seven Tales of Misery” får svære vilkår, hvis et sted som Plex ikke får midler til at eksperimentere. Det er et tab, hvis vi stadig håber at markere os som et land, der står for kreativ innovation.

Hvad ville der ske, hvis man insisterede på at behandle kultur-livet professionelt – i stedet for bestandigt at lade pludselige indfald og specifikke præferencer styre ?

Til en begyndelse kunne man analysere hvilke fordele landet har af et frodigt kunstliv.

I den globaliserede konkurrence-situation er der vist ikke længere nogen, der er i tvivl om at Danmarks eneste chance er at markere sig som kreativ og innovativ nation.

Og som enhver innovativ virksomhed ved, er udviklingsafdelingen helt central. Hvis Nokia ikke havde haft en, havde vi alle rendt rundt med gummistøvler for ørerne…Jeg tror det vil være gavnligt at betragte den eksperimenterende kunst som en vigtig del af virksomheden Danmarks udviklingsafdeling. En udviklings-afdeling, der skal sikres ordentlige vilkår af 3 gode grunde :

1)    For at kunne holde sig oppe på beatet i den internationale konkurrence om innovation skal de kreative industrier, der tegner vores profil på eksportmarkedet med nyskabende produkter indenfor film, spil, design osv., sikres de nødvendige ressourcer i form af højt uddannede kreative hoveder. Verden forandrer sig i hyper-tempo. Kun ved bestandigt at have en kunstnerisk avantgarde, der tør afprøve og bryde grænser, kan vi blive ved med at udvikle tidssvarende former og sprog.  Derfor er det afgørende, at der dels stadig udvikles nye mentale ressourcer. Dels at der sikres rum til den kreative grundforskning, som de enkelte industrier ikke selv kan rumme. Den eneste virkeligt sikre ressource vi har, er fanden gale mig den mentale kapacitet, som vi med vores uddannelses-grad og rigdom ville være i stand til at udvikle, hvis vi arbejdede målrettet på at alle altid kunne få de udfordringer, der kunne kvalificere dem til kreativ tænkning. Der skal sikres store miljøer af kreative entreprenører, der er i stand til at tænke helt udenfor alle kasser. Og hvis disse miljøer skal kunne blive ved med at udfordre sig selv og hinanden til virkelig at tænke nyt, skal de bombarderes med eksperimenterende kunst på alle kanaler. Hvordan fanden skal de ellers undgå at synke hen i bagudskuende dansk design-pænhed og kultur-kanon ?

2)    For at kunne bevare og meget gerne styrke troværdigheden af Danmarks kreative profil, skal vi jævnligt markere os internationalt med seriøst nyskabende kunst af høj kvalitet. Det er klart, at det i mange forbindelser er fint at vi har Det Kongelige Teater med balletten og operaen i front til at markere os som kulturnation. At vi har store museer af høj kvalitet og snart også et ekstra-ordinært koncert-hus i DR-byen. Men hvis vi skal sikre, at alle disse huse ikke kun bliver monumenter over H.C. Andersen, Bournonville og Carl Nielsen, bliver vi nødt til at bruge en vis andel af kulturmidlerne på at sikre det nye, der senere kan blive det store. Hvis vi ikke bruger nogle af ressourcerne på grundforskning, innovation og talent-udvikling, kommer de store huse i længden til at være tomme skaller, der fortæller historien om et nuttet lilleput-land, der havde en kreativ guldalder i en fjern fortid.

3)    For at kunne sikre den brede kreative mentalitet, der skal til hvis vi skal kunne gennemføre innovation på mange planer og ikke kun i en snæver elite, er det afgørende at vi i stadig større omfang lærer at bruge kunst som mental fitness-træning. Hvis ikke vi indimellem konfronteres med oplevelser, der er i stand til at ændre vores verdensbilleder, risikerer vi at vokse fast i forståelser, der ikke længere er tilstrækkelige. Vi bliver fanget mellem en verden, der har forandret sig og verdensbilleder, der ikke har. Det er en af grundene til at vi som samfund har brug for at der konstant er kunstnere, der arbejder med at skabe nye virkelighedsbilleder, der både hvad angår indhold og form, kan rumme verden som den forandrer sig. Hvis vi kræver at al kunst skal være mainstream og underholdning, vokser hullet mellem virkeligheden og kunstens virkeligheds-billeder støt, indtil der ikke længere er kunst, der på en gang er professionel og i stand til at sige noget vedkommende om virkeligheden.

Vi bliver ganske simpelt nødt til at få de tunge beslutnings-tagere til at indse, at kunst-støtten er en afgørende investering, hvis vi skal opretholde – og vel også meget gerne forbedre – vores status som innovativ, kreativ og top-moderne samarbejdspartner.

Og derefter kan man så overveje, hvordan man bedst sikrer og tjener disse formål.

Det er som sagt fuldt forståeligt, at medlemmerne af Kunstrådet synes det er mere tilfredsstillende at vælge kunstneriske projekter end dække driften i allerede etablerede institutioner. I første omgang får man jo tilsyneladende også langt mere for pengene. Spørgsmålet er bare hvor bevidst man er om konsekvenserne af at droppe tilskud til drift – uden at medvirke til at de ramte institutioner hjælpes videre i bevillings-systemet.

Sagen er at der er et hul mellem den finanslovs-bestemte støtte til de store etablerede kommunale eller statslige institutioner – og så Kunstrådets årlige uddelinger til løse grupper og projekter.

For teaterområdets betyder det at teatre der har udviklet sig fra små projekter til institutioner med kontinuitet og professionalisme ikke har nogen naturlig vej videre i bevillingssystemet. Der har derfor været præcedens for at Kunstrådet har sikret disse teatres drift gennem noget, der oprindelig var tænkt som en projekt-pulje.  At Kunstrådet nu er træt af denne rolle, kan man ikke fortænke dem i. Men problemet er at det netop er i mellemrummet mellem små projekter og store institutioner, at man seriøst kan arbejde med udvikling af kunsten. Hvor de store institutioner er bundet af resultat-kontrakter om belægningsprocenter og bredde, og de små projekter i vidt omfang må bruge enorme ressourcer på at opfinde den dybe tallerken på ny hver eneste gang, er det små eksperimenterende udviklings-steder som Plex, der reelt har muligheden for sikre en kontinuerlig kunstnerisk udvikling. For driftsmidler har faktisk en vigtig funktion i arbejdet med at skabe eksperimenter – det er ganske enkelt driftsmidlerne, der gør det muligt at fokusere på forskning i stedet for på produkter. Og som enhver virksomhed med en udviklingsafdeling vil vide, så er det afgørende for den nyskabende produktudvikling, at man ikke skal garantere, at hver eneste ide kan føre til et succesfuldt produkt.

Derudover er det driftsmidler, der gør det muligt at skabe den erfaring og kompetence om såvel kunstneriske processer som produktionsformer, der giver eksperimenterne de bedste rammer. At smide sådanne rammer væk, fordi man vil prioritere kun at give penge til enkelte kunstneriske projekter, virker meget kortsigtet. Produktions-omkostninger slipper man jo ikke for, så mon ikke det reelt ville være mere økonomisk, hvis man tillod nogle af de kompetence-krævende opgaver som administration og teknik at blive løst af erfarne fastansatte ? Ligedan vil ressourcerne til at synliggøre kunstneriske projekter af eksperimenterende karakter sandsynligvis få mindre effekt, når de spredes på en lang række uafhængige projekter, der hver især skal synliggøre en ny lokalitet – end at pulje en vis mængde af midlerne sammen i profileringen af eet sted, hvor en mangfoldighed af eksperimenter så kan bygge ovenpå en allerede etableret synlighed. At skabe et nyt publikum tager lang tid og kræver stor kontinuitet. Hvis man mener det alvorligt med audience development også for eksperimenterende kunst, er det helt klart absurd ikke at anerkende institutionernes nødvendige rolle.

Hvis vi vil undgå at Danmark falder helt ud af feltet, er det på tide at der bliver tænkt klart og strategisk med kunststøtten.

Hvad får vi f.eks. ud af at give 800 millioner om året til det kongelige teater, når alle de små nyskabende teatre lever på en sten – der snart er så lille, at alle falder om af stress for at præstere det samme for det halve ?

Hvorfor skal Københavns Teater kæmpe for at blot en lille andel af deres midler går til et udviklings-teater som Camp X ? Er det ikke netop her de offentlige midler skal hen som vores allesammens investering i fremtiden ? Mens den hovedstrømmende underholdning vel dybest set kunne fungere som indtægtsdækket virksomhed på almindelige markedsvilkår ? Hvorfor er det lige at vi skal give billet-tilskud til Det Ny Teater ? Selvfølgelig kan en virksomhed også have en festkasse, som det ikke kun er medarbejderne selv, der betaler til. Men ville det ikke være mere rimeligt at adskille denne festkasse fra den innovations-mæssigt afgørende investering i grundforskning, som støtten til eksperimenterende udviklings-kunst er ?

Skille skæg fra snot i stedet for konstant at vurdere det ene på det andets præmisser. Underholdnings-teater skal ikke vurderes på kunstneriske kvaliteter og udviklingsteater skal ikke måles på belægnings-procenter. Det er to væsensforskellige produkter. Deres formål har intet med hinanden at gøre. .Investeringen i forskning med henblik på den langsigtede udvikling, skal naturligvis ikke afkræves afkast og resultater, før man har givet udviklingen en chance. Og sætter man et nyt brand på markedet, trækker man det ikke tilbage, før det har haft en chance for at etablere sig. Alt andet ville være en absurd måde at forvalte sine ressourcer.

Jeg vil foreslå at Kunstrådet og kunst-organisationerne kræver af Kulturministeriet, at der skabes rammer for udviklingskunsten. Hvor forskning- og erhvervsliv har innovations-puljer og udviklings-fonde, er det på tide at kunsten får det samme. Man kunne f.eks for scenekunsten fastsætte et beløb som relativt til de midler Det Kongelige Teater får. Hvis DKT får 800 millioner, skal der gives måske 1, 5 eller 10% til et udviklings-teater, hvis succes-kriterier skulle handle om f.eks. formmæssige eksperimenter, gæster til udenlandske festivaler, samarbejdspartnere fra andre brancher, kontakter til udenlandske udviklingssteder osv.

Hvis der ikke snart på et eller andet niveau bliver tænkt professionelt og strategisk omkring kunst-støtten, går der ikke lang tid før de store institutioner kommer til at mangle de innovative kræfter, der skal til for i det lange løb at fylde de mange sæder i alle de nye huse – Operaen, Skuespilhuset, Koncertsalen. Og det ville da være et grusomt spild af ressourcer – med alle de billeder, som må hænge ude i kulden….

What I like about opera, is the enormous potential for telling stories that mix myth and reality. For some reason I find that hard to do in normal theatre. Somehow the music opens up another part of us that allows for a much greater suspension of disbelief. When the music is playing we can do all kinds of things on the stage that would seem weird in a talk-play. We can freeze the action for ages and enter the mind of one of the characters. We can change mood and ambience from one second to the next without leaving the psychological evidence to the actor. We can create entire universes of wonder just by juxtaposing the abstraction of music with the extremely concrete world of Board Meetings and Document Shredders – as we have done in I-K-O-N™.
So I go on accepting commisions even though part of me really longs to be writing a novel and get away from all the travails of working with the big machine that opera also is.

Opera is a wonderful, otherworldly word. Ringing of magic and passion.
That is why I still use it for the music theatre I make, in spite of the false associations to a number of traditions that I am not particularly fond of.
For one thing the traditional focus in opera is strongly in favor of the composer and his genius, with the libretto and the librettist as necessary evils.
I guess Da Ponte is the exception confirming this rule, that is finally cemented by Wagner’s insistence on getting rid of the librettist altogether.
But to me opera is basically a dramatic art. It is acted out on stage in front of an audience. Music makes it bigger and more facetted than theatre. But when it comes to creating a bond with the audience, I do believe that the dramatic form is of huge importance.
We live in a culture that is so much stronger on images and stories than it is on music. If what happens on stage is dull, boring, incoherent, unprofessional or too abstract, it will make absolutely no difference to most audiences how extraordinary or fantastic the music is – they will lose interest and dislike the opera. On the other hand – if what they see on stage, if the story they are told is rivetting, thrilling or in some way strikes a chord in their own lives, there is every chance they will like the music even if it is rather complicated, strange or even “pling-plong”.

This is why I am fighting a continuos battle trying to stress the importance of the work of the librettist. If everybody involved in the process of conceiving and producing opera doesn´t start realizing the major importance of the libretto, I am certain the art-form will die. The classics will naturally live forever – belonging to the sphere of icons. But we will only see new viable operas, if the necessity of a strong libretto is taken into consideration from the very start of the process. After all the libretto is the groundwork upon which everybody else has to build – the composer, the director, the designer etc.

Opera is a unique artform in the challenge it poses to four artistic fields (music, language, acting and design) to find common ground and collaborate without smothering eachother.
It is a challenge that demands that you are fully aware of your mutual inter-dependence. If the participating artists are not extremely careful with their ways of expression, the opera will implode in a black hole of too much matter.
Opera is not a genre where each artist gets a chance to show off his very best, but a field where cooperation is everything.
And essential to cooperation is finding common ground and a common language. I believe that we have to accept that in a collaboration you need again and again to state, to define, to describe all the trivial things that you take for granted.
If a common concept on the relation between theatre and music is not defined from the start of any collaboration, we will go on seeing new opera that is either theatrically or musically trivial – or both !

And that is why I sometimes consider calling my work music-theatre rather than opera.. But then I always return to the point that its probably a more interesting challenge to take the term upon you – and try to change the implications of it.

Sanne Bjerg, January 2003