“Es una experiencia muy argentina ésa de sentir nostalgia de algo que se cree haber perdido cuando en realidad no se tuvo nunca”
Juan Carlos Gené, Argentinsk skuespiller og dramatiker (6 November 1929 – 31 January 2012)
Men er det ikke en universel oplevelse ? At føle nostalgi for noget, som man tror man har mistet, men som man i virkeligheden aldrig har haft ?
Efter to arbejdsdage uden netforbindelse, må jeg endnu engang erkende den markante forskel det gør. Det er jo ikke fordi jeg plejer at surfe vildt omkring, men sådan en påtvungen afholdenhed gør det pludselig skræmmende tydeligt i hvor høj grad et smut på nettet er blevet en vane. En dårlig vane. En afhængighed.
Sidst på første dag uden muligheden for lige at checke mail, facebook og nyheder om Libyen, gik det op for mig, at jeg havde mange af de samme symptomer, som da jeg holdt op med at ryge. Rastløsheden, der begyndte at gå over i irritabilitet. Frustration, der blev både vredladen og grådlabil. Osv.
Og så gik det op for mig, at vanen med lige at søge ud på nettet, når arbejdet driller, har samme effekt som en smøg. Bedøver, dulmer og afleder opmærksomheden fra problemet, jeg arbejder med. Hvilket selvfølgelig til tider er den rette strategi. Den lilla pause, der er brug for.
Men som jeg husker fra tiden som ryger, og nu genmærker meget tydeligt, er det også en undvigelse af det vigtige. En refleks-agtig given afkald på kaste sig ind i kampen, der hvor det virkelig brænder på.
For hvad er det der sker med arbejdet, hvis jeg lige smutter hver gang det er lidt svært ? Jeg går simpelthen lige udenom det guld, der ligger i at tage modstanden ved hornene og gå ind og finde ud af hvad det er den har at sige.
At der mangler noget; at jeg har overset en vigtig vinkel; at jeg er på vildspor; at jeg har ladet mig forføre af form; at jeg har underkastet mig en forkert regel osv.
Det er lige præcis her tingene kunne flytte sig fra det banale, placide, forudsigelige. Og så sidder jeg og checker ligegyldige detaljer på Wikipedia !
Nu er nettet oppe igen, men jeg vil prøve at komme tilbage til at søge indad i stedet for at søge ud, når modstanden udfordrer.
Hvis det er for svært med en kold tyrker, har jeg fundet softwaret Freedom, der kan fungere som nikotin-plaster, mens jeg trapper ned. Det kan indstilles til at blokere min netadgang i lige præcis det antal timer jeg vælger. Indtil jeg får indført en disciplineret rutine, hvor tingene er ordentligt adskilt igen.
Og som hver gang jeg skriver her, føler jeg trang til at undskylde selvmodsigelsen : at skrive på nettet om at undgå nettet…. Indtil videre lever paradokset, og jeg prøver at leve med det.
Det er muligt der var en kort periode af såkaldt værdi-nihilisme efter frisættelsen fra traditionerne – men siden er det nærmest kun gået den modsatte vej.
I kraft af globaliserede og allestedsnærværende online-medier accelererer antallet af værdier vi kender og relaterer til konstant.
Der bliver stadig flere idealer, som vi kan opleve det som forventet af os at leve op til – nogen gange ovenikøbet samtidig med idealet om at være unik ;-).
Ofte er værdierne vi orienterer os efter for at høre til desuden indbyrdes modstridende. Er det noget under, at vi bliver ramt af stress ?
Paradoksalt nok er konsekvensen af at ingen værdier er givet, at vi konstant må orientere os efter nye værdier, for ikke at falde ud af fællesskaberne. Og hver gang vi oplever at fejle i forhold til et sæt værdier, er risikoen for at blive ramt af skam og deraffølgende ubehag til stede.
Ligningen ser altså ud til at være : Jo flere valg, des mere rum for skam.
Og hvad kan man så gøre for at slippe ud af den fælde ?
Der er boom i de mentale lidelser. Antallet stiger. Både af lidelser og af lidende.
Stress, depression, angst, ADHD, Asperger, OCD, anorexi, bulimi, selvskadende adfærd, hypersensitivitet, hyperaktivitet, irritabel tyktarm osv. osv.
Diskussionen ruller. Er der flere, der er syge, eller er vi bare blevet mere aktive med diagnoserne ? Svært, umuligt at sige.
Helt pragmatisk set : Hvis en diagnose gør at nogen, der har det skidt får det bedre, er diagnosen en god ting. Hvis diagnosen stigmatiserer, problematiserer, passiviserer, og patientgør et menneske, der med en anden tilgang til sine lidelser/sine udfordringer kunne have gået en proaktiv, self-empowering vej, der havde øget selvværdet og skabt et helt og funktionelt individ, så var diagnosen måske en dårlig ting.
Jeg afviser ikke, at man kan aflæse typiske mønstre i en hjernescanning, hos de der f.eks har symptomer på ADHD.
Jeg afviser ikke, at der kan findes medicin, der kan lindre symptomerne.
Jeg afviser ikke, at det kan være en befrielse at få en diagnose (ligesom det kan være en befrielse at tro på gud).
- at kunne slippe skyld og skam for års svigt og utilstrækkelighed
- at føle sig set og forstået – omsider
- at føle sig anerkendt
- at blive del af et fællesskab
- at få ord til at tale om problemet
- at få argumenter for at bede om hjælp
- at få redskaber til at indrette sit liv mere hensigtsmæssigt.
Men samtidig vil jeg gerne se hvad der sker, hvis vi vender billedet på hovedet. Ikke bare for at vende det på hovedet, men fordi det på trods af fordelene ved diagnose og medicinering, måske i det lange løb vil være mere hensigtsmæssigt og løsningsorienteret at ophæve (eller i hvert fald begrænse) privatiseringen af disse symptomer – og i stedet vende blikket mod de kulturelle tendenser, der fremprovokerer og forværrer symptomerne hos stadig flere.
Som de sagde i ”Selvsving” : ” Det er ikke din radio, der er noget galt med, men hele Danmarks Radio.”
Hvis vi holder op med at betragte diagnosen som en beskrivelse af hvem vi er, men i stedet betragter den som en måde at beskrive en gruppe af symptomer, der kan have en række forskellige årsager.
Hvad nu hvis alle hjerner (ligesom alle kroppe) er forskellige ?
Vi har forskellige anlæg, forskellige styrker, forskellige svagheder.
Under visse forhold er der nogen, der udvikler visse lidelser – eller måske bare visse symptomer.
Nogen kan spise alt, andre har en mere følsom mave.
Det plejer vi ikke at lægge nogen til last.
Og ligedan med hjernen. Nogen påvirkes mere end andre af det, hjernen udsættes for.
Og når man scanner dem, ser hjernen sikkert også anderledes ud (i hvert fald, når de er begyndt at have symptomer på overbelastning). Og måske kan medicin som f.eks ritalin dæmpe uro og andre symptomer – ligesom pantoprazol kan dæmpe smerter og ubehag forvoldt af syre i maven. Men i sidste ende handler problemet om det, der er kommet ind. Det ses tydeligt på rådene til både børn og voksne ADHD’er, til stressramte osv. Ro, rutine, forudsigelighed, struktur og fysisk aktivitet osv. er den bedste forebyggelse af symptomer.
For om det ender med diagnosen stress, depression, ADHD, angst, irritabel tyktarm eller noget helt sjette kunne se ud til i høj grad at afhænge af hvornår præcis man knækker sammen – hvilke symptomer man lider mest under og hvem man vælger at søge hjælp hos – altså hvem man giver retten (og magten) til at definere en.
Når man ser overordnet på forløb og symptomer, ligner det mere end noget andet et stort, diffust felt, hvor det er tilfældigheder, der afgør hvor præcis man bliver placeret.
Kernen i det hele er et mentalt overload, der skaber alverdens fysiske, kognitive og følelsesmæssige symptomer.
Var det så ikke mere interessant at se på det mentale overload, end på pilleriet om denne ene diagnose er mere ”sand” end den anden ?
I realiteten er diagnosen kun interessant for den enkelte som billet til anerkendelse og hjælp.
På alle andre måder handler diagnoserne om at privatisere et samfundsproblem – og skabe nye markeder for medicin-industrien.
TED Talks Brene Brown studies human connection — our ability to empathize, belong, love. In a poignant, funny talk at TEDxHouston, she shares a deep insight from her research, one that sent her on a personal quest to know herself as well as to understand humanity.