Mellemrum #5

Dagens tur skulle kun være kort
Ingen brug for vand
En spritklar, vindstille dag
Til at gå på bjergets skarpe æg.
Den guleste fugl
Er ved at torpedere mig.
Hver gang jeg tror jeg
Nærmer mig ruinen derude
På spidsen, trækker den sig
Længere væk.

Jeg prøver at tegne ruten
For mig selv fra udsigtspunktet
På toppen – alle vejenes spind
Tegner sig under mig.
Læste fornylig at kortlægning
Og planlægning begge dele foregår
I hjernens hippocampus
Dér krydses tid og sted.
Men på bjerget er det aldrig
Til at vide om målet
Og fremtiden befinder sig
På samme plan.

Igen rejser vejen sig
Væk fra ruinen jeg jager.
En omvej, måske, men der er
Ingen andre.
På toppen et forladt hus
Bagefter går vejen
Ned i en ny dal, langt
Fra målet. Prøver at forcere
En skrænt, men må opgive,
Modvilligt, vende om, gå
Hele vejen tilbage?
Begynder at tænke ruinen
Fortjener at være ruin.

En antydning af en sti
Langs kanten af en vinmark
Lokker min stolthed og stædighed
Men sulten siger
Så slip det dog!

Ville jeg mon have gået
Så langt, hvis det ikke
Havde været et digt?

Vejen hjem er overraskende
Lang og tør. Det kommer altid
Bag på mig hvor meget hårdere
Det er at gå ned end op.
Jeg har solen i nakken så længe
At jeg bliver træt af at se på
Min skygge.

I gruset på hjemvejen møder jeg
Igen de argentinske myrer
Måske er bjerget slet ikke
Et bjerg men toppen af deres
Globale koloni

Posted in Mellemrum | Comments Off on Mellemrum #5

Mellemrum #4

Jeg overtaler, læs : tvinger,
Mig selv til at tage
En ny vej idag. Mener jeg
Har brug for at fare vild.
På toppen viser
Havet sig uventet
En fugl står fast
I luften over vejen,
Der ligger på kammen
Som bjergets rygrad.
To sommerfugle
En gul og en sort leger
Også i vindens brænding

Vejen er halvt skyllet
Væk af regnen.
Pludselig bliver jeg uventet
Bange for slanger.
Er jeg gået for langt?
Jeg troede jeg gik
Mod ruinen på spidsen
Men nu ender jeg
Et ganske ukendt
Sted. Jeg finder
Et rosafarvet glasskår
Og taber det
Igen

Da jeg lander på landevejen
Ser jeg at ruinen
Ligger meget længere væk.
Gad vidst hvor
Det så er jeg har været.

Hver gang jeg vender
Hjem til mit hus
Er vi fremmede
For hinanden

Posted in Mellemrum | Comments Off on Mellemrum #4

Mellemrum #3

IMG_6778

 

 

 

Efter skybruddet
Vaskedag på bjerget
Sol og stærk vind
Pisker tøjet på taget

Efter skybruddet
Er de argentinske myrer flyttet
Ind i huset. De slæber
Deres druknede slægtninge
Gennem stuen

Efter skybruddet
Jeg har taget min sidste
Rene skjorte på, hvid og glat
I søndagssolen

Hvorfor kan jeg ikke være
Før jeg er min væren, før
Jeg siger
Jeg er ?

Søndagsskarp og sort-hvid foran huset
Lader jeg solen fylde mig
Hjemløse myrer farer
Rundt mellem mine fødder
Små drenge leger med pinde
Jeg venter på væren
I anden potens

Posted in Mellemrum | Comments Off on Mellemrum #3

Mellemrum #2

I dag går jeg ned i dalen
Ikke op, jeg er svag
Vil vise bjerget
Jeg underkaster mig, håber
Det vil behandle mig nænsomt
Tilpasser hastigheden efter
Forholdene, nu flyver
Fuglene over mig

Dagens vandring er tung
Men jeg sætter ikke spor, som
Hunden der har prentet sin bane
Ind i vejen den dag
Betonen var blød.

Idag er underlaget hårdt
Og mine knæ det bløde.

Posted in Mellemrum | Comments Off on Mellemrum #2

Mellemrum #1

Jeg vandrer op til toppen af bjerget
For hvert sving højere op
Ser alting anderledes ud.
Jeg går ned på den anden side
Der er en anden verden

Bjerget er så påtrængende, umuligt
At ignorere. Jeg tvinges til at mærke
Magien, se den virkelige
Virkelighed, og min krop i forhold til den, min
Krops absolutte afhængighed.
Se hvordan overgivelse er den eneste
Mulige livsform

I dette landskab bliver det så lysende
Klart hvor grotesk det er at tro
Jeg kan overvinde naturen –
At jeg kan komme nogen vegne
Hvis jeg prøver at gå imod
Dens vilje i min krop og udenfor

Når den eneste støj
Er vinden over bjergkammen, bliver
Det pludselig muligt at høre
Sjælen igen.
Og så kan den endelig finde
Ro. Der er intet andet
Der tæller end at være
Lige her

På kanten mellem den ene dal
Og den næste
Hvor jeg i et glimt kan se
Hele landskabet til begge
Sider, udstrakt og overvældende,
Men herfra overskueligt,
Før det igen er tid at be-
Give sig ned til menneskene, husene, byen.
Måske behøver jeg ikke længere drømme
Om at flyve

På vejen ned er der ingen
Vind. Pludselig ser jeg
Hvordan oliventræerne bugner
Grene tunge af frugt.
Hvis jeg kan få øje på det
Der er rigeligt af i stedet
For at kræve noget
Andet, vil jeg aldrig
Mangle noget

Nu bæres lydene
Fra dalen klart igennem
En betonblanders rumlen, en bus,
Der bippende bakker, en hane
Galer, en kvindestemme skærer
Verden ud i små hårde bidder

Helt nede i byen igen
Er det lugtene, der er mest
Nærgående, motorolien
Fra autoværkstedet, affald,
Hundelort, vaskemiddel og
Kogte ris. Verden er igen
Helt tæt på

Posted in Mellemrum | Comments Off on Mellemrum #1