Mellemrum #5

Dagens tur skulle kun være kort
Ingen brug for vand
En spritklar, vindstille dag
Til at gå på bjergets skarpe æg.
Den guleste fugl
Er ved at torpedere mig.
Hver gang jeg tror jeg
Nærmer mig ruinen derude
På spidsen, trækker den sig
Længere væk.

Jeg prøver at tegne ruten
For mig selv fra udsigtspunktet
På toppen – alle vejenes spind
Tegner sig under mig.
Læste fornylig at kortlægning
Og planlægning begge dele foregår
I hjernens hippocampus
Dér krydses tid og sted.
Men på bjerget er det aldrig
Til at vide om målet
Og fremtiden befinder sig
På samme plan.

Igen rejser vejen sig
Væk fra ruinen jeg jager.
En omvej, måske, men der er
Ingen andre.
På toppen et forladt hus
Bagefter går vejen
Ned i en ny dal, langt
Fra målet. Prøver at forcere
En skrænt, men må opgive,
Modvilligt, vende om, gå
Hele vejen tilbage?
Begynder at tænke ruinen
Fortjener at være ruin.

En antydning af en sti
Langs kanten af en vinmark
Lokker min stolthed og stædighed
Men sulten siger
Så slip det dog!

Ville jeg mon have gået
Så langt, hvis det ikke
Havde været et digt?

Vejen hjem er overraskende
Lang og tør. Det kommer altid
Bag på mig hvor meget hårdere
Det er at gå ned end op.
Jeg har solen i nakken så længe
At jeg bliver træt af at se på
Min skygge.

I gruset på hjemvejen møder jeg
Igen de argentinske myrer
Måske er bjerget slet ikke
Et bjerg men toppen af deres
Globale koloni

This entry was posted in Mellemrum. Bookmark the permalink.