Mellemrum #1

Jeg vandrer op til toppen af bjerget
For hvert sving højere op
Ser alting anderledes ud.
Jeg går ned på den anden side
Der er en anden verden

Bjerget er så påtrængende, umuligt
At ignorere. Jeg tvinges til at mærke
Magien, se den virkelige
Virkelighed, og min krop i forhold til den, min
Krops absolutte afhængighed.
Se hvordan overgivelse er den eneste
Mulige livsform

I dette landskab bliver det så lysende
Klart hvor grotesk det er at tro
Jeg kan overvinde naturen –
At jeg kan komme nogen vegne
Hvis jeg prøver at gå imod
Dens vilje i min krop og udenfor

Når den eneste støj
Er vinden over bjergkammen, bliver
Det pludselig muligt at høre
Sjælen igen.
Og så kan den endelig finde
Ro. Der er intet andet
Der tæller end at være
Lige her

På kanten mellem den ene dal
Og den næste
Hvor jeg i et glimt kan se
Hele landskabet til begge
Sider, udstrakt og overvældende,
Men herfra overskueligt,
Før det igen er tid at be-
Give sig ned til menneskene, husene, byen.
Måske behøver jeg ikke længere drømme
Om at flyve

På vejen ned er der ingen
Vind. Pludselig ser jeg
Hvordan oliventræerne bugner
Grene tunge af frugt.
Hvis jeg kan få øje på det
Der er rigeligt af i stedet
For at kræve noget
Andet, vil jeg aldrig
Mangle noget

Nu bæres lydene
Fra dalen klart igennem
En betonblanders rumlen, en bus,
Der bippende bakker, en hane
Galer, en kvindestemme skærer
Verden ud i små hårde bidder

Helt nede i byen igen
Er det lugtene, der er mest
Nærgående, motorolien
Fra autoværkstedet, affald,
Hundelort, vaskemiddel og
Kogte ris. Verden er igen
Helt tæt på

This entry was posted in Mellemrum. Bookmark the permalink.