2,5 milliarder selvmordsbomber?

Jeg er narkoman. Så er det sagt. Klik.
I stedet for at se på køer, høre Bach, eller noget andet som jeg ved nærer min sjæl, klikker jeg og tilbringer masser af overspringstid med at indhente overflødig information og bilde mig ind at jeg slapper af, når jeg ser sjove videoer på Facebook.
Du tænker måske at det ikke er værre end så mange andre dårlige vaner. Men lad mig prøve at tegne et billede af den større sammenhæng, der gør at denne afhængighed af vanedannende digitale teknologier og de kommercielle medier, der via dem fylder vores tid, er et alvorligt problem for såvel vores mentale helbred som vores demokrati.

De seneste undersøgelser siger, at vi checker vores smartphones 150 gange i døgnet, og forskning viser at det tager op til 20 gange den tid en afbrydelse varer at genvinde sin koncentration.
Hvornår er det lige vi har en chance for at tænke?
Vi kan slå os selv i hovedet og skamme os over vores manglende selvkontrol. Vi kan privatisere problemet ved hjælp af diagnosen stress. Men faktum er, at det ikke bare er os som individer, der er dårlige til at stå fast, slukke og gå glip.  Det er den kultur vi har udviklet, der er styret af en lang række industrier, der har endog meget stærke interesser i at blæse os omkuld.

I behaviorismen taler man om noget, der hedder operant betingning. Det betyder kort fortalt at ens adfærd bliver styret af dens konsekvenser. Når man f.eks. checker sin telefon, får man uregelmæssige positive responser. Nogen gange får man gode nyheder, men de allerfleste gange får man ligegyldige notifikationer eller reklamer for viagra.
Pointen med operant betingning er, at du aldrig på forhånd aner, om du vil få noget behageligt denne gang. Og derfor bliver du ved og ved og ved med at checke.  Hvis der altid var gode nyheder, ville det være langt mindre motiverende end når der er tilfældigt forekommende belønninger. Du modtager måske 5 irriterende notifikationer og er lige ved at slukke telefonen, da der dukker en enkelt rigtigt god besked op, der får en bølge af det såkaldte belønningshormon, dopamin til at strømme gennem hjernen. Ligesom en ludoman bliver du ved med at checke din telefon, fordi det kunne være at den ”store gevinst” kom næste gang.
”Once a habit is formed, the user is automatically triggered to use the product during routine events such as wanting to kill time while waiting in line.” skriver marketing og gaming eksperten Nir Eyal i bogen ”Hooked – how to build habit-forming products”, der giver virksomheder brugsanvisning i hvordan de skal øge deres markedsandele ved at skabe vanedannende produkter – som Smartphones.

Hvis du og en anden hver dag sender hinanden et billede, får I begge to et “streak”. Det er en feature på det sociale medie Snapchat, som har op mod 300 millioner brugere om måneden. Hvis en af parterne i en “streak”-udveksling ikke sender dagens billede, ryger begge parters point – hvilket for særligt vedholdende børn kan være flere hundrede.
Uden mindste subtilitet tapper Snapchat direkte ind i de grundlæggende neurokemiske mekanismer – når vi får point, som streaks, aktiverer hjernen et dopamin-kick.
På tilsvarende måde udvikler alle digitale platforme stadig nye metoder til at erobre og fastholde vores opmærksomhed. Netflix starter næste afsnit automatisk for at få os til at ”binge” os gennem de nyeste serier. På Youtube går der straks en ny video i gang, når den forrige er færdig.
I den kloge bog ”Sluk – Kunsten at overleve i en digital verden” beskriver lægen Imran Rashid, hvordan teknologierne udnytter sårbarhederne i den menneskelige hjerne til det yderste. ”Især Facebook-feedet mestrer manipulationen til perfektionisme. Sekundet, inden man stopper, kører opdateringshjulet lige en gang til, helt som rouletten på casinoet.”
Det siger sig selv, at det er problematisk, når vi går rundt med narkotika i lommen. Det æder den tid vi kunne have brugt på at afbalancere vores nervesystem ved at være nærværende med os selv og vores børn. Hvis vi i gennemsnit bruger 2,5 time om dagen bare på sociale medier, som mange undersøgelser siger, er det ikke noget under, at vi er stressede. Men det er kun den ene del af problemet. Den anden er, at jo mere vi er ramt af stress, angst og almindelig forvirring des lettere et bytte er vi for dem, der kæmper om vores opmærksomhed.

I bogen ”Thinking, Fast and Slow” fra 2011 forklarer Daniel Kahneman, der i 2002 fik nobelprisen i økonomi, hvordan vi bruger to forskellige systemer, når vi tager beslutninger. System 1 er Autopiloten, der hurtigt og ubevidst reagerer spontant, mens System 2 er den bevidste Pilot, der er rationel og reflekterende og derfor reagerer meget langsommere. F.eks. når man lærer at køre bil er System 2 nødt til at være aktivt med fuld opmærksomhed for at behandle de mange indtryk fra trafikken og omsætte det hele til de korrekte handlinger bag rattet. Når vi så er blevet trænede bilister kan vi køre lange ture, hvor vi bagefter, med en vis gru, kan undre os over hvordan vi egentlig er kommet fra A til B. Vi har ganske enkelt ikke et øjeblik haft vores bevidsthed rettet mod kørslen.
Kahneman beskriver et eksperiment, hvor deltagerne fik forevist et meningsløst udsagn, som de efter få sekunder skulle udpege som Sandt eller Falsk. Det viste sig, at hvis forsøgspersonerne blev bedt om at huske en talrække i hovedet, mens de udførte opgaven, havde de langt sværere ved at udpege udsagnene som Falske. Når System 2 er optaget – som når vi er ramt af stress – vil vi tro næsten hvad som helst.
Denne viden har marketingindustrien fordøjet grundigt.  Amazon bugner af bøger som: “Consumer Psychology”, “Persuasion”, “Nudging” osv.
I bogen ”Decoded – The science behind why we buy” anviser Phil Barden for eksempel hvordan man bedst aktiverer sanser og ubevidste følelser, så vi ikke tænker før vi handler, men lader Autopiloten bestemme.

Weapons of mass distraction
Jeg holder lige en overspringspause, og så ruller det frem med overskrifter om stadig nye farer. Pulsen stiger, knuden i maven gnaver. Det er ikke til at gennemskue om Trumps NFL-tweetstorm handler om at aflede opmærksomheden fra hans ”krigserklæring” mod Nordkorea, eller omvendt. Eller om Trump selv er en helt tredje interessegruppes gimmick for at aflede opmærksomheden fra deres lyssky affærer. Fristende at lade sig gribe af konspirationsstemningen og tænke, at det er Zuckerberg, der har hjulpet Trump frem, for at aflede opmærksomheden fra sin egen ekstreme magt over det mentale… Men dybest set er det fuldkommen underordnet hvilke historier, der skal distrahere os fra hvad. Den slags er blot endnu en af de forenklinger, der tvinger os til at være for eller imod – like eller dislike. Og dermed forhindrer os i at tænde den kritiske del af hjernen og få øje på det store billede. Hvem har tid til at se det store billede? Det kunne risikere at blive et ”longread” og det har jeg ikke kræfter til. Ikke nu. Gemmer det på læselisten, bookmarker til senere. Et senere, der aldrig kommer, fordi strømmen bringer stadig nye tilbud, krav og fristelser til min opmærksomhed.
Jeg opfatter mig selv som en deltager, men opdager langsomt, at det er et bedøvende selvbedrag. I praksis er jeg kun modtager. Jeg tager imod det stof jeg har brug for til at få dækket mit behov for hurtige dopamin-kicks. Det højeste min interaktion kan svinge sig op til er et like, der i realiteten er en besked til pusheren om at jeg godt kan lide hans dope og ønsker at forblive i hans kundekartotek. Eller jeg deler og påtager mig, nærmest stolt, selv rollen som pusher. Mens jeg sætter mig til at vente på at modtage dopamin-kickene fra mine likende venner. Uden at vide af det, er jeg blevet både narkoman og aktiv deltager i en narkoring.

En af de sikreste metoder til at aktivere System 1, er at forenkle sit budskab og gå direkte efter følelserne.
Mange nyhedsmedier skruer derfor op for drama og følelser i deres overskrifter for at få os til at klikke. Ofte bruges der langt mere tid på at designe overskriften end at skrive selve artiklen. Det testes på brugere, hvilke overskrifter, der giver flest klik. ”Tears of joy. Make you cry. Is too cute. Shocked to see.” er nogle af topscorerne i en undersøgelse af 100 millioner overskrifter.
”Doctor in New York City sick with Ebola” var en overskrift, der fik de sociale medier til at eksplodere for et par år siden. Panikken bredte sig med op til 6000 tweets i sekundet. Epidemien blev drevet af overskrifter, der bevidst undlod at nævne, at manden for længst var i karantæne.
Den følelsesmæssige reaktion og de klik den genererede blev direkte omsat til millioner af dollars af annonceplads på de involverede medier. Hvilket jo er formålet med Facebook, der sidste år havde et overskud på næsten 28 milliarder dollars – hvoraf annoncemarkedet udgjorde 97 %.

Reklamer, propaganda og manipulation er ikke noget nyt. Det nye er at man ved at kombinere neurovidenskab og uendelige mængder af indsamlet data kan kalkulere nøjagtig hvordan man i al ubemærkethed kan erobre vores mentale rum. (Vi bør ikke glemme at ”Cookies” i realiteten er newspeak for Big Brother.)
Facebook er ikke nogen åben talerstol. For at sikre den største mængde klik er strømmen af nyheder på de sociale medier styret af en digital News Feed Editor – eller algoritme, som man kalder det – der udvælger præcis hvilke nyheder du får at se i din strøm ved at lave et detaljeret kort over din adfærd – hvilke videoer du ser, hvilke fotos du dvæler ved, hvilke links du klikker på osv.
Efter almindelige journalistiske standarder er algoritmen en elendig redaktør – den skelner ikke mellem fakta og løgne, der er udsendt for at sprede angst eller vrede. Dens eneste formål er at ramme dig så præcist som muligt, så du bliver mest ”engageret” som det hedder – altså klikker, liker og deler.
Det betyder i praksis at de fleste af os tilbringer timer hver dag i adskilte ekkokamre designet til at tilfredsstille vores behov for at føle os som en del af et fællesskab ved at få bekræftet vores egne holdninger.
Indimellem finder likes fra fjerne bekendte vej ind i min nyhedsstrøm. F.eks grupper, hvor enhver nyhed om forbrydelser følges af kommentarer, der uden at skele til fakta påstår at den skyldige er en muslim, der er del af et forsøg på at erobre Danmark. Had og konspirationsteorier hvirvler rundt i grupper, der ser verden gennem religionskrigens optik. Hvis jeg blandede mig kritisk i diskussionen, er jeg sikker på jeg ville blive slettet som ven, og miste mit vindue ind til det ekkokammer.

Der bliver stadig færre kanaler til formidling af komplekse nuancerede budskaber, der pr. definition vil tabe, når kampen om opmærksomheden er styret af klik-økonomi.
Det betyder at det er lettere end nogensinde for ekstremistiske kræfter at oppiske radikale folkestemninger ved at placere twistede fakta hos de rette målgrupper på strategisk velvalgte tidspunkter.
Som de 3000 russiske annoncer på Facebook, der nåede 10 millioner mennesker under et præsidentvalg, hvor valgmandskollegiet blev vundet med mindre end 100.000 stemmers flertal.
Eller som ved valget i Tyskland, hvor Troll-hære organiseret af højre-ekstreme kræfter ifølge The Guardian systematisk bombarderede udvalgte målgrupper med slogans for at få Twitters algoritmer til at prioritere deres hashtags og dermed sprede en oplevelse af at bevægelsen var lang større end den måske egentlig var.
Senest verserede der på både Facebook og højt i Googles søgeresultater få timer efter massakren i Las Vegas en række falske historier om gerningsmandens politiske tilhørsforhold – udsendt af højreradikale bevægelser med interesse i at udnytte hændelsen til at øge hadet mod liberale og muslimer.
På ingen tid kan millioner af menneskers opfattelse af virkeligheden blive påvirket af omhyggeligt plantede løgne.
I yderste konsekvens betyder det at 2,5 milliarder mennesker går rundt med en selvmordsbombe i lommen, med risiko for katastrofale følger …. Hvis jeg skal bruge de digitale mediers klik-skabende konflikt-retorik.

Jeg prøver at galvanisere mig selv med en tro på at det ikke er for sent. Vi kan stadig nå at vende skuden, hvis vi reagerer nu, siger fra, kræver offentlighed og begrænsning.
Det vigtigste er, at vi ikke afmægtigt lader os suge ned i det kviksand, hvor vi tror at “udviklingen” er en aktiv størrelse med sin egen vilje udenfor indflydelse.
Jeg tror det er på tide at starte en folkebevægelse for mental bæredygtighed, før det mentale rum er helt og definitivt koloniseret af kommercielle aktører som Facebook, Google osv. Vi må skabe en fælles vision for at redde det mentale miljø, inden den polarisering, som de sociale medier fremelsker, har bragt ophedningen af det mentale klima udover point of no return.
Vi må kræve mellemrummene tilbage. Skabe ikke-kommercielle netværk og platforme for fri dialog med rum til komplekse diskurser – med tid og plads til tvivl, refleksion og dybde. Finde måder at gøre modstand, og metoder til beskytte vores eget og vores børns mentale helbred – og ikke mindst vores demokrati.

This entry was posted in Mental Bæredygtighed, Moderne Liv. Bookmark the permalink.